01.05.2020

Regionsrådet har netop vedtaget ny strategi for bæredygtig udvikling i de midtjyske landdistrikter. Regionen vil bl.a. opbygge partnerskaber og sikre erfaringsudveksling på tværs af kommunegrænser.

Landsbyer og landdistrikter har en vigtig rolle at spille i udviklingen af en mere bæredygtig midtjysk region. Det er et af hovedbudskaberne i den "Strategi for bæredygtig udvikling i landdistrikterne 2020-2030" som regionsrådet onsdag vedtog under overskriften "Fælles om det gode liv".

Ambitionen er, at regionen i fællesskab med kommunerne, de enkelte lokalområder og en række andre aktører får gang i en udvikling, hvor landdistrikterne er med til at inspirere og vise vej til nye løsninger for resten af samfundet. Og samtidig derigennem en udvikling, der kan gøre det attraktivt for eksempelvis unge nyuddannede og børnefamilier at bosætte sig på landet.

- Erfaringen fra bl.a. regionens Landsbypris viser, at landdistrikterne  har en ret unik handlekraft og en evne til at finde løsninger på nogle udfordringer, som ikke kun findes lokalt. Det kan være i form af nye måder at bo på eller anvende arealer på, deleøkonomi og lignende. Den handlekraft ønsker vi at bidrage til at styrke endnu mere, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Ultralokale verdensmål

Strategien tegner den overordnede linje i Region Midtjyllands arbejde med landdistriktsudvikling de næste mange år. Det handler især om samarbejde om udvikling og om bedre rammer for erfaringsudveksling. Og så skal landdistrikterne i højere grad tænkes med i den grønne omstilling af samfundet. Fx i forhold til, hvordan lokale udviklingsprojekter og løsninger kan kobles sammen med FNs verdensmål og de globale udfordringer.

Strategien er kommet til verden gennem involvering af flere interessenter – blandt andet ved seminarer med deltagelse af regionale og kommunale politikere samt repræsentanter for landdistrikterne.

- Arbejdet med landdistriktsstrategien har vist, at der er et ønske om og et behov for mere viden lokalt. Her kan regionen oplagt spille en rolle. Både i forhold til at indsamle og formidle gode erfaringer og i forhold til at etablere stærke partnerskaber om udvikling, siger formand for regionens Udvalg for Regional Udvikling, Jørgen Nørby (V).

Flere oplysninger