11.05.2020

Regionshospitalet Silkeborg bør have 6,7 mio. kr. til at udskifte og opdatere vaskemaskiner i sterilcentralen. Det indstiller Hospitalsudvalget i Region Midtjylland til regionsrådet.

Selvom der har været fuld fart på Sterilcentralen på Regionshospitalet Silkeborg, så har det alligevel knebet for medarbejderne at følge med, fordi opgaverne er blevet flere og sterilcentralens særlige vaskemaskiner med tiden er blevet for små og slidte.

Seks nye sterilmaskiner

Derfor er der brug for seks nye maskiner og en større opgradering af elinstallationerne på Regionshospitalet Silkeborg, anbefaler Hospitalsudvalget i Region Midtjylland. Udvalget besluttede mandag at bede regionsrådet om at bevilge de nødvendige 6,7 mio. kr. til at fremtidssikre hospitalets sterilcentral og vigtige elektriske installationer.

- Problemet er, at der efterhånden er for mange opgaver til for få og for gamle maskiner, siger formand for Hospitalsudvalget Henrik Gottlieb Hansen (S), som bakker op om investeringen i Regionshospitalet Silkeborg.

Udvidede åbningstider

Hidtil har Sterilcentralen blandt andet klaret skærene ved at udvide åbningstiderne.

- Men med seks nye og hurtigere maskiner, kan hospitalet fremover maskinvaske store containere, som før skulle rengøres manuelt. Og når man også tager højde for de opgaver, der følger med de nye operationsstuer, der åbner i oktober, så er investeringen helt rigtig, siger Henrik Gottlieb Hansen.

Større elforbrug i kommende år

De seks nye vaskemaskiner skal bruge mere strøm, og derfor skal også laves en ny transformator og hovedtavle på Regionshospitalet Silkeborg.

Opgraderingen af el-tavlerne giver foruden nye vaskemaskiner også plads til evt. kommende udvidelser, og den fjerner hospitalets elektriske flaskehals, der opstår med opbygningen af nye operationsstuer, installation af CT-scanner i 2020 og en ny MR-scanner i 2021.

Mindre larm

Hospitalsudvalget mener, at der i valg af vaskemaskiner skal tages hensyn til blandt andet lavere støjniveau, og muligheden for at medarbejderne kan arbejde indenfor normal arbejdstid.

 

Hvis regionsrådet den 27. maj beslutter at bevilge pengene, er det forventningen, at både elinstallationer og nye vaskemaskiner kan være på plads til sommer.

 

Flere oplysninger

  • Formand for Hospitalsudvalget Henrik Gottlieb Hansen (S), tlf. 2129 9726

Foto