11.05.2020
Som et værktøj til at kunne identificere patienter, der er i
risiko for et svært sygdomsforløb med Covid-19 og derfor bør
indlægges, gennemfører Præhospitalet som noget nyt en
belastningstest, kaldet 'Stoletesten'.
Det er en vigtig opgave for personalet i ambulancerne og
akutlægebilerne at få identificeret de patienter, som potentielt er i
risiko for et svært sygdomsforløb og som har behov for indlæggelse.
COVID-19 er en infektion, som rammer bredt. De fleste patienter vil
opleve at få milde til moderate symptomer, mens en mindre gruppe
vil opleve sværere sygdomsforløb, der kræver hospitalsbehandling.
Italiensk inspireret stoletest
Inspireret af vores italienske kollegaer har Præhospitalet nu indført
en belastningstest, som let og hurtigt kan udføres hos patienter, som
tilsyneladende er stabile og hvor man kan være i tvivl om, hvorvidt
de har brug for at blive indlagt.
- Erfaringer fra Italien tyder på, at der er en gruppe
af patienter mistænkt for COVID-19 med åndenød, der fremtræder
stabile, når man måler på deres vejrtrækning og kredsløb, men som
alligevel senere udvikler et sværere sygdomsforløb. Det er vigtigt, at
disse patienter identificeres og hospitalsindlægges, fortæller Allan
Bach, som er ledende overlæge for Præhospitalets 'afdeling for
akutlægebiler og ambulancer'.
Testen er en 1 minuts øvelse, hvor patienten skal rejse sig fra en stol
og sætte sig igen så mange gange som muligt. Antallet af gange
patienten kan rejse og sætte sig giver, sammen med målingen af
iltniveauet i blodet, det præhospitale personale et billede af, om
patienten har brug for at blive indlagt.
Stoletesten gennemføres kun, når der er tvivl om hvor svært
patienten er ramt. Og børn samt patienter, der er over 70 år eller har
anden svær sygdom vil altid blive kørt til hospitalet. De vil derfor
heller ikke blive bedt om at gennemføre testen.
Forskere måler på effekten
Præhospitalets Afdeling for Forskning og Udvikling følger systematisk
op på indførsel af testen for at sikre, at testen har den ønskede
effekt.
- Vi glæder os meget til at se, hvad resultaterne viser og om denne
relativt simpelt udførte test, kan være med til at kvalificere
beslutningen om, hvorvidt patienten skal indlægges eller ej, siger
Forskningsleder Ulla Væggemose.
Julie Bøgh Linding Kjerullf er tovholder på opfølgningen i samarbejde
med initiativtager, AMK-læge og lektor Morten Thingemann Bøtker.
Poul Due Jensen Fonden har støttet projektet med knap 230.000 kr.
Mere information
- Allan Bach, ledende overlæge for akutlægebiler og ambulancer i Præhospitalet2972 6432, allbac@rm.dk
- Ulla Væggemose, Forskningsleder, Præhospitalet, 6083 8630, ulla.vaeggemose@ph.rm.dk,
- Per Sabro Nielsen, lægefaglig direktør i Præhospitalet, 2143 9887, per.sabro@ph.rm.dk