Fortsat ambulant aktivitet i psykiatrien
17.03.2020
Hold øje med din e-boks, hvis du har en aftale i psykiatrien. Sådan lyder opfordringen fra psykiatrien i Region Midtjylland til de ambulante patienter, der har aftaler om konsultation på de psykiatriske afdelinger.
Bag budskabet ligger, at mange patienter er kommet i tvivl om, hvorvidt deres aftaler fortsat er gældende. Men det er de indtil videre, fastslår sygeplejefaglig direktør Claus Graversen:
- Vi opretholder lige nu så meget aktivitet som muligt, men en del ambulante konsultationer vil blive ændret fra fysisk fremmøde til telefon og video. Frem for at aflyse vil vi hellere bruge andre former for kontakt, siger han.
Claus Graversen understreger, at psykiatrien løbende vurderer situationen og tilpasser sig efter udviklingen. Han kan således ikke garantere, at aflysninger ikke vil kunne finde sted.
Patienterne får besked i deres e-boks, hvis der er ændringer i aftalen. Det gælder også i de tilfælde, hvor aftalen bliver udsat. Ændringer vil altid ske ud fra en konkret sundhedsfaglig vurdering.
- Så hold øje med din e-boks, hvis du har en aftale i psykiatrien, siger Claus Graversen.
Besøg til indlagte patienter skal begrænses mest mulig. Psykiatrien opfordrer til, at kontakten sker på anden vis og at man kontakter afdelingen, hvis det er meget vigtigt, at besøge en pårørende.
Flere oplysninger
Claus Graversen, sygeplejefaglig direktør, 2962 9045, cgr@rm.dk
Jens Flensted-Jensen, kommunikationschef, 2175 6086, jenfle@rm.dk