Mentalt beredskab i Regionen: Sådan passer vi på hinanden
01.04.2020
Situationen omkring coronavirus sætter mange ansatte i sundhedssektoren under pres. Derfor har Region Midtjylland lanceret en række initiativer for at sikre medarbejdernes mentale sundhed. Bl.a. seks enkle men gode råd til at håndtere ekstraordinære dage på jobbet.
Coronavirus og COVID-19 har sat hele samfundet i en ekstraordinær situation. Det gælder ikke mindst i sundhedsvæsnet og på hospitalerne, hvor "plejer" er afløst af nye rutiner, nye opgaver og stor usikkerhed.
Derfor har Region Midtjylland iværksat et mentalt beredskab med en række strategier, der skal understøtte medarbejdernes mentale parathed. Herunder en beredskabstelefon med mulighed for psykologisk rådgivning og en styrket uddannelsesindsats med fokus på COVID-19.
- Med COVID-19 kommer mange af vores medarbejdere til at stå i nye situationer, hvor selv personer, der er vant til at præstere under højt pres, kan blive udfordret. Det tager vi meget alvorligt. Vi skal holde vores medarbejdere sunde – og i en ekstraordinær situation som denne, handler det ikke mindst om et godt arbejdsmiljø og mental sundhed, siger koncerndirektør Anders Kjærulff.
Tal med en kollega
Den gode nyhed er, at vi mennesker er bygget til at kunne klare krisesituationer. Det forklarer psykolog Karina Damsgaard Nørby fra Koncern HR i Region Midtjylland.
- Som mennesker er vores krop og psyke bygget til at yde ekstra, når det kræves, og det er ikke farligt at blive presset i en periode. Men det betyder ikke, at man ikke bliver påvirket. Det gør vi som mennesker i situationer som denne, og det er vigtigt at huske, at det er helt okay, og at det fx er vigtigt at tale med en kollega, om de ting man oplever i løbet af en vagt, siger hun.
Hun har været med til at udforme enkle strategier til medarbejderne om at håndtere "Coronapresset". De gode råd kan findes på www.krisehandtering.rm.dk.