Fælles pressemeddelelse fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet:
10.11.2020
Epilepsimedicinen Valproat er forbundet med en øget risiko for, at børn får et intellektuel handicap eller generel forsinket udvikling, viser ny forskning fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet.
Valproat bruges primært til behandling af epilepsi, men bliver også brugt til at behandle andre tilstande som eksempelvis bipolar sindslidelse og migræne. Nu har forskere fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital undersøgt i hvor høj grad børn født af mødre, som tog Valproat i graviditeten, får forsinket udvikling og intellektuelt handicap.
Over perioden fra 1997 til 2016, fulgte forskerne fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital mere end 900.000 børn, hvoraf 580 børn var født af mødre, som havde indløst recepter på Valproat i graviditeten. Foto: Aarhus Universitetshospital
Resultaterne fra de danske forskere er publiceret i det videnskabelige tidsskrift JAMA Network Open og bakker op om lægemiddelmyndighedernes tidligere advarsel om, at Valproat ikke skal bruges under graviditet og kun undtagelsesvist bør bruges af kvinder i den fødedygtige alder.
- Studiet viser, at børn, hvis mødre brugte epilepsimedicinen Valproat i graviditeten, har en 4,5 gang højere risiko for at blive diagnosticeret med intellektuelt handicap sammenlignet med børn, hvis mødre ikke fik epilepsimedicin i graviditeten, siger seniorforsker Julie Werenberg Dreier fra Center for Registerforskning, Aarhus Universitet, som står bag undersøgelsen.
- Hvis man yderligere ser på risikoen for også at få generel forsinket udvikling, var risikoen 6 gange højere sammenlignet med børn, som ikke havde været udsat for epilepsimedicin i graviditeten.
Kvinder med epilepsi skal kontakte lægen før graviditet
Forskerne bag studiet opfordrer derfor kvinder med epilepsi til at kontakte deres læge, hvis de ønsker at blive gravide.
- Kvinder, som ønsker at blive gravide og er i behandling med epilepsimedicin, skal være særligt opmærksomme og kontakte deres læge for at diskutere den risiko, der er forbundet med behandling i graviditeten, siger Jakob Christensen, der i en årrække har forsket indgående i epilepsi. Han er overlæge ved Neurologi på Aarhus Universitetshospital og klinisk lektor ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet.
Jakob Christensen understreger, at studiet bør følges op af mere forskning – gerne internationalt - som kan se på, om der er forskelle på de enkelte typer af epilepsimedicin.
- Intellektuelt handicap er en sjælden tilstand – også efter behandling med Valproat i graviditeten – men tilstanden er dog samtidig i sagens natur meget alvorlig. Vi bør derfor være særligt opmærksomme på børn, hvis mødre har fået Valproat i graviditeten, således at børnene tilbydes den hjælp, de har behov for.
- Samtidig må vi sørge for, at gravide får den mest optimale behandling, og at behandling med Valproat i graviditeten mindskes mest muligt, siger Jakob Christensen og understreger, at der er et stort behov for at finde epilepsimedicin med lavest mulige risiko for børnene, da mange kvinder med epilepsi bliver nødt til at forsætte med medicinsk behandling i gravidteten.
Over perioden fra 1997 til 2016, fulgte forskerne mere end 900.000 børn, hvoraf 580 børn var født af mødre, som havde indløst recepter på Valproat i graviditeten.
Unikke danske registre
Ved hjælp af de danske registre har forskerne undersøgt risikoen blandt børn, hvis mødre brugte epilepsimedicin Valproat i graviditeten. Tidligere undersøgelser har også peget på, at Valproat i graviditeten kan indebære en risiko for børnene, men man har ikke tidligere sammenlignet denne risiko med børn, som ikke har være udsat for epilepsimedicin i graviditeten.
- Denne type undersøgelser, hvor man vurderer risikoen i en stor gruppe af kvinder, som har brugt medicin i graviditeten, kan kun laves i lande, hvor sundhedssystemet er organiseret på samme måde som i Danmark - og hvor forskerne kan få adgang til at bruge data, siger Jakob Christensen.
- Dermed kommer resultaterne af forskningen til gavn for vores mest udsatte patienter og deres børn – en hel unik mulighed som findes i Danmark og som er af uvurderlig værdi for vores kronisk syge patienter.