24.11.2020

Fra årsskiftet får bestyrelsen i Aarhus Letbane I/S en ny kvinde i spidsen. Direktør og erfaren bestyrelsesprofil Mie Krog tager over for Steen Stavnsbo, der har ønsket at give depechen videre.

Den 52-årige direktør og erfarne leder- og bestyrelsesprofil Mie Krog bliver fra 1. januar 2021 ny formand for bestyrelsen i Aarhus Letbane I/S. Den nuværende bestyrelsesformand, Steen Stavnsbo har ønsket at udtræde af bestyrelsen.

Ejerne af letbanen – Aarhus Kommune og Region Midtjylland – udtrykker begge glæde over, at Mie Krog har sagt ja til opgaven.

- Det er en fantastisk nyhed, at Mie Krog bliver bestyrelsesformand for letbanen. Steen Stavnsbo har gjort et flot stykke arbejde på den post, og vi har nu en velfungerende letbane fra Odder til Grenaa, der leverer flotte resultater og samtidig bidrager til både væksten og den grønne omstilling i vores region. Nu handler det om at optimere driften til gavn for de mange borgere, der hver dag benytter banen. Jeg er overbevist om, at vi med Mie i spidsen for bestyrelsen har den rette organisation til den opgave, og jeg ser meget frem til samarbejdet, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

- Efter en svær start med indkørings- og stabilitetsproblemer står vi i dag med et pålideligt og stabilt transporttilbud, og jeg vil gerne takke Steen Stavnsbo for hans kæmpeindsats med at bringe os hertil.  Jeg er helt sikker på, at Mie Krogh er den rigtige til at folde Letbanens potentialer endnu mere ud, - både som et attraktivt alternativ til privatbilismen og som en drivende kraft for den dynamiske og bæredygtige udvikling i hele vores region, siger borgmester i Aarhus, Jacob Bundsgaard (S).

Binder sammen og sikrer grøn vækst

Mie Krog glæder sig til at tage opgaven på sig.

- Letbanen spiller en vigtig rolle for borgerne i de fire kommuner. Det er en bæredygtig og attraktiv transportform for den enkelte, der samtidig binder os alle sammen – fra Grenaa og til Odder. Det er en drivkraft for både udvikling og grøn omstilling i hele Østjylland, og den fortælling skal vi nu folde endnu mere ud, så Danmarks første letbane bliver til gavn for endnu flere glade kunder, siger hun og fortsætter:

- Samtidigt er det er også en lærepost for mig, for jeg er ikke vant til at arbejde i et offentligt ejet selskab. Men jeg kan bringe fokus på udvikling af forretningen og samarbejde om gode løsninger i spil, og jeg ser meget frem til arbejdet.

Afleverer letbane i god form

Bestyrelsen i Aarhus Letbane I/S består af syv medlemmer udpeget af ejerne. Rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Bünyamin Simsek (V), fremhæver, at den nuværende formand har gjort et godt stykke arbejde og byder samtidig Mie Krog velkommen.

- Steen Stavnsbo tog over i en kritisk tid. Han har sammen med bestyrelsen sikret, at Letbanen i dag er blevet en foretrukken transportform for flere aarhusianere ikke mindst i Midtbyen, og det vil jeg gerne sige tak for. Der venter Mie Krogh en stor opgave med at brede Letbanen ud til endnu flere ikke mindst på tværs af kommunegrænserne, men jeg er slet ikke i tvivl om, at hun er den rette til at løfte den opgave

Den afgående formand for bestyrelsen, Steen Stavnsbo, glæder sig ligeledes over valget af Mie Krog.

- Jeg har været formand for letbanens bestyrelse gennem en både udfordrende og spændene opstarts- og indkøringsperiode. Jeg er tilfreds med nu at kunne levere formandskabet i letbanen videre, vel at mærke en letbane i god form og med flotte statistikker i forhold til både driftssikkerhed og rettidighed på hele strækningen. En stabil drift giver det bedste grundlag for at sikre en fortsat udvikling af Aarhus Letbane, og jeg er sikker på, at Mie Krog er den rette til opgaven, siger Steen Stavnsbo.

Mie Krog er 52 år gammel, Cand.negot og med en HD i afsætning fra Aarhus Universitet. Hun har mere end 20 års erfaring som topleder i virksomheder som Lego, Salling Group og Jysk og driver i dag sin egen virksomhed, Vimavima, der leverer strategisk rådgivning og lederudvikling og har derudover bestyrelsesposter i en række store virksomheder.