20.11.2020

Kronisk træthed opleves som en af de største gener ved kronisk inflammatorisk tarmsygdom. En forskergruppe fra Aarhus Universitetshospital har vist, at en kur med høje doser af B1-vitamin kan bedre trætheden.

Træthed der strækker sig over mere end et halvt år, betegnes som kronisk træthed. Det er en træthed, der ikke kan soves eller hviles væk. Sammenlignet med baggrundsbefolkningen er denne form for træthed mere end dobbelt så hyppig hos patienter, der har kronisk inflammatorisk tarmsygdom (Crohn's sygdom eller colitis ulcerosa), selv når sygdommen er i rolig fase.

Hidtil har der ikke været nogen egentlig medicinsk behandling af kronisk træthed. Men nu har et forskerhold fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet vist, at B1-vitamin havde effekt på kronisk træthed hos de fleste af deltagene i et forsøg. Resultaterne er netop blevet offentliggjort i tidsskriftet Alimentary Pharmacology & Therapeutics.

Overbevisende effekt

Klinisk sygeplejespecialist og seniorforsker Palle Bager har stået i spidsen for forsøget, der omfattede 40 patienter med svær kronisk træthed og med ro i tarmsygdommen. Ingen af deltagene havde kendte mangelsygdomme eller andre diagnoser, der kunne forklare trætheden. I et lodtrækningsforsøg fik deltagene enten mega-doser B1 vitamin som tabletter eller placebotabletter i 4 uger. Efter 4 ugers pause, fik deltagerne den modsatte behandling i 4 uger.

- Resultaterne viste en overbevisende effekt af vitaminbehandlingen sammenlignet med placebo. Der blev kun registreret ganske få, lette og forbigående bivirkninger til behandlingen, siger Palle Bager.

Nødvendig for cellernes sukkeromsætning

Virkningsmekanismen er ikke helt klarlagt. B1-vitamin er sædvanligvis ikke noget, vi går og mangler. Det findes i mange fødevarer, bl.a. kornprodukter, kød og grønsager. Det var derfor ikke mangel på B1-vitamin, der gjorde deltagene trætte. En teori om virkningsmekanismen er, at B1-vitamin ikke aktivt kan finde vej ind i kroppens celler. Denne dysfunktion er måske udløst af inflammation.

- B1-vitamin er nødvendig for cellernes sukkeromsætning. Hvis blodbanen oversvømmes med B1-vitamin, vil der passivt passere B1-vitamin ind i cellerne. Sukkeromsætning vil bedres, og trætheden vil blive reduceret, siger Palle Bager.

Da B-vitaminer er vandopløselige vitaminer, vil de overskydende vitaminer bliver udskilt via urinen. Det forudsætter dog en normal nyrefunktion.

Kan måske også reducere træthed hos andre patientgrupper

Forskerholdet arbejder i øjeblikket videre med at finde mulige forklaringer på virkningsmekanismen.

Den nye viden kan forhåbentlig bidrage til at lette træthedsbyrden for patienter med de nævnte sygdomme. Men forsøget kan måske også inspirere til forsøg med andre trætte patientgrupper.

Bag om forskningsresultatet

Studietype: Dobbeltblindet-, placebokontrolleret-, overkrydsnings- og lodtrækningsforsøg.

Samarbejdspartnere: Forskergruppen var alle tilknyttet Lever-, Mave- og Tarmsygdomme på Aarhus Universitetshospital. Heraf var 3 også tilknyttet Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet.

Ekstern finansiering: Region Midtjylland og Aase og Ejnar Danielsens fond.

Interessekonflikter: Ingen interessekonflikter.

Læs den videnskabelige artikel

Bager P, Hvas CL, Rud CL, Dahlerup JF. Randomised clinical trial: high‐dose oral thiamine versus placebo for chronic fatigue in patients with quiescent inflammatory bowel disease. Aliment Pharmacol Ther. Publiceret online 18. november 2020

https://doi.org/10.1111/apt.16166

Yderligere oplysninger

Palle Bager, klinisk sygeplejespecialist / seniorforsker / lektor

Lever-, Mave- og Tarmsygdomme, Aarhus Universitetshospital og Institut for Biomedicin, Health, Aarhus Universitet

Telefon: 5150 0697

Mail: pallbage@rm.dk