Samarbejde mellem hospitaler og praksislæger skal sikre sammenhæng for patienterne
04.11.2020
Hospitalsenhed Midt har netop fornyet aftalen med otte praktiserende læger fra Silkeborg, Skive og Viborg, som skal hjælpe med at sikre sammenhængende patientforløb og et smidigt samarbejde mellem hospital og praksislæger.
Hvordan skaber man det bedste og mest sammenhængende forløb for patienterne? Og hvordan sikrer vi arbejdsgange, som giver mening for både praktiserende læger og hospitalets medarbejdere?
Det er nogle af de spørgsmål, som otte praktiserende læger fra Silkeborg, Skive og Viborg Kommuner skal hjælpe Hospitalsenhed Midt med at finde svar på, efter at de netop er blevet ansat eller genansat som praksiskonsulenter på Hospitalsenhed Midt. Dermed fortsætter den ordning, som de seneste år har været med til at sikre et godt samarbejde og ikke mindst gode forløb for patienterne.
- På Hospitalsenhed Midt er vi utroligt glade for samarbejdet og de input, vi får fra de praktiserende læger gennem ordningen. Praksislægerne er med til at sikre, at samarbejdet fungerer i hverdagen, og at vi får skabt dygtig behandlingen og gode patientforløb, som giver mening for både patient, læger og hospital, siger lægefaglig direktør Claus Brøckner Nielsen fra Hospitalsenhed Midt.
Dialog bedrer samarbejdet
I praksis fungerer ordningen sådan, at de praktiserende læger hver er tilknyttet og har tæt dialog med en eller flere afdelinger/centre på hospitalsenhedens hospitaler i Silkeborg, Skive, Hammel og Viborg.
- Det er jo med sundhedsvæsenet som i alle andre dele af livet, at jo bedre vi kender hinanden, jo nemmere glider samarbejdet. Min oplevelse er, at vi har fået skabt et rigtig godt samarbejde, som sikrer gensidig forståelse og gode løsninger på opgaven med at skabe gode, sammenhængende forløb for vores fælles patienter, siger Poul Oluf Olesen, der er praktiserende læge i Bjerringbro.
Han er selv praksiskonsulent for tre af afdelinger og har samtidig rollen som overordnet praksiskoordinator og tovholder på samarbejdet.
- Jeg har et godt samarbejde med lægefaglig direktør Claus Brøckner Nielsen, og det betyder, at vi sammen kan hjælpe med at sikre dialogen med de øvrige praktiserende læger, som vi med mellemrum kalder til fælles møder og dialog, siger Poul Oluf Olesen.
Foto: Region Midtjylland
Sikrer sammenhæng
Netop patienternes overgange mellem sundhedsvæsnets sektorer kan af og til give udfordringer, og derfor er praksiskonsulenter og hospitalet særligt optagede af den del deres samarbejde. For patienterne er det nemlig ikke altafgørende, om det er den selvstændige praktiserende læge eller regionens hospital, der står for en undersøgelse eller behandling, bare det samlede forløb er sammenhængende, smidigt og af høj kvalitet.
- De ser os typisk som en del af et samlet sundhedsvæsen – og sådan skal det også helst være. De skal helst opleve et smidigt og sammenhængende forløb fra første undersøgelse til behandling og opfølgning. Og det kan vi bedst levere, hvis vi kender hinandens behov og arbejdsbetingelser godt og i fællesskab kan finde frem til de bedste løsninger, siger Poul Oluf Olesen og Claus Brøckner Nielsen.
Bred geografisk repræsentation
Størstedelen af de otte praksiskonsulenter er gengangere fra seneste periode, og praksiskoordinatoren glæder sig særligt over at de repræsenterer hele Hospitalsenhed Midts optageområde i Silkeborg, Skive og Viborg Kommuner:
- Det har været vigtigt for os at sikre en bred geografisk repræsentation, så vi får input fra alle egne. Det er jo ikke nødvendigvis det samme, vi som læger er optaget af i de forskellige dele af optageområdet, siger Poul Oluf Olesen.
De otte ansatte praksiskonsulenter er pr. 1. november 2020:
- Hanne Væsel, Skive – Akutafdelingen
- Jonas Hald, Viborg – Røntgen og Skanning samt Neurologi
- Eric Mønning, Viborg – Kirurgi samt Ortopædkirurgi
- Estrid Muff Aagaard, Silkeborg – Diagnostisk Center, Center for Planlagt Kirurgi samt Hammel Neurocenter
- Klara Bjerrum, Viborg – Kvindesygdomme og Fødsler
- Mikkel Larsen, Bjerringbro – Børn og Unge
- Charlotte Eithz, Skive – Blodprøver og Biokemi samt Patologi
- Poul Oluf Olesen, Bjerringbro – Medicinsk Afdeling, Hjertesygdomme samt Fysiologi
Yderligere oplysninger
- Praksiskoordinator Poul Oluf Olesen, Bjerringbro,
2089 3828 - Lægefaglig direktør Claus Brøckner Nielsen, Hospitalsenhed Midt,
7844 1003