28.10.2020

Regionsrådet sender millioner af udviklingskroner afsted til kulturlivet i Region Midtjylland. I alt knap 12 mio. kroner til 19 projekter. Fælles for dem alle er, at de skal skabe innovative kulturaktiviteter på tværs af regionen i en hård corona-tid.

Kulturlivet har haft mange aflysninger, nedlukninger og begrænsninger, siden pandemien ramte Danmark i foråret. Nu sender regionsrådet så en hjælpende hånd til en række midtjyske kulturinstitutioner, der tilsammen modtager 11,9 mio. kroner fra de regionale kulturudviklingsmidler. Pengene skal bruges til 19 nye projekter, der alle skal udvikles i samarbejder på tværs af regionen, og samtidig bidrage til at få kulturlivet tilbage i omdrejninger.

- Coronakrisen har været og er fortsat rigtig hård ved kulturbranchen. Men krisen har også været med til at understrege, hvor vigtig kunst og kultur er for vores samfund. I den seneste tid er det i høj grad kulturlivet, der har formået at samle os på afstand. Det er derfor rigtig vigtigt for os at prioritere en fortsat udvikling på området, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Slagteriet i Holstebro og projektet Ovation er blandt årets modtagere af de regionale kulturudviklingsmidler. Projektet skal give kunstnere kompetencer til at skabe bæredygtige virksomheder og projekter gennem et udviklingsforløb. Foto: Slagteriet S/I.

Nye kulturoplevelser i en coronatid

Kulturudviklingsmidlerne er i år målrettet projekter, der kan hjælpe kulturlivet tilbage på sporet både under de nuværende vilkår i samfundet - og i fremtiden.

Flere af de støttede projekter arbejder aktivt med de kendte corona-restriktioner. Det gælder for eksempel Eluda Dans Co.’s projekt Black Circle, der vil skabe en mobil og corona-venlig teaterscene. Eller Viborg Museums Hvis mursten kunne tale, som arbejder med udendørs formidling af byhistorie. Og Corona-dagbog - Ung i 2020 af Teatret Apropos, der skaber kunstneriske oplevelser på baggrund af unges tanker og følelser om corona-krisen.

- Vi oplever et stort behov for udvikling af nye kulturtilbud, mens vi fortsat ikke kan samles på de samme måder, som vi plejer. Samtidig har vi brug for kunsten til at bearbejde, reflektere over og tackle den udfordrende tid, vi befinder os i, siger Jørgen Nørby (V), formand for Udvalg for Regional Udvikling.

Kunst og verdensmål

FN's verdensmål og bæredygtighed fylder også meget blandt årets støttemodtagere. Verdensmålene er blandt andet omdrejningspunktet for det store projekt UNITED CHANGE af Teatret Svalegangen, der vil lave engagerende scenekunst med udgangspunkt i udvalgte verdensmål. UNITED CHANGE er skabt i et bredt partnerskab af kulturinstitutioner og erhvervsliv, og FN har erklæret sig som officiel formidlingspartner i projektet.

Teatret Svalegangen og det store projekt UNITED CHANGE er blandt årets modtagere af de regionale kulturudviklingsmidler. Projektet vil lave engagerende scenekunst med udgangspunkt i FN’s verdensmål. Det blev allerede skudt i gang under Europæisk Kulturregions festival GENOPDAG i 2019, hvor publikum blandt andet kunne opleve Line Knutzons satiriske monolog Glade bæredygtige dage. Foto: Montgomery/Teatret Svalegangen.

Flere oplysninger