22.10.2020
Kathrine Medum Christiansen bliver ny chefjordemoder på Regionshospitalet Horsens pr. 1. november 2020.
Hospitalets nye chefjordemoder er allerede et kendt ansigt på hospitalet, da hun siden 2016 har bestredet funktionen som vicechefjordemoder på hospitalets fødeafsnit. Her har Kathrine Medum Christiansen været nærmeste leder for afsnittets godt 50 jordemødre samt haft medansvaret for afsnittets daglige drift og udvikling.
Fødeafsnittet på Regionshospitalet Horsens har i perioden udviklet sig til at være et mellemstort fødested med ca. 2.200 årlige fødsler, hvilket har krævet tilsvarende store forandringer og nye tiltag, som Kathrine Medum Christiansen har haft en stor andel i. Fx har hospitalets nye chefjordemoder været med til at implementere en døgnbemandet klinisk jordemodersupervisor-funktion og til at flytte hospitalets Mor og Barn Afsnit i nye rammer, så det nu ligger i umiddelbar forlængelse af hospitalets fødeafsnit. Begge tiltag har været til gavn for både de nye familier og for personalet på tværs af afdelingen for Kvindesygdomme og Fødsler.
- Jeg er utrolig glad for og ydmyg omkring den mulighed, jeg nu får for fortsat at understøtte det arbejde, som afdelingens engagerede og kompetente medarbejdere og ledere leverer hver eneste dag. Det er et arbejde, som er kendetegnet ved høj faglighed og et stærkt fokus på at sikre meningsfulde, individualiserede patientforløb, siger Kathrine Medum Christiansen.
Foto: Region Midtjylland
- Pejlemærkerne i mit nye virke vil ligeledes være de gode patientforløb og den høje faglighed stående på et fundament af et trygt og udviklende arbejdsmiljø, siger Kathrine Medum Christiansen.
Den nye chefjordemoder er født og opvokset i oplandet omkring Horsens. I dag er hun bosat med mand og tre børn i Aarhus.
Hun blev uddannet i 2009 i Aalborg og har arbejdet som jordemoder på bl.a. Aarhus Universitetshospital med en bred vifte af funktioner lige fra varetagelse af hjemmefødsler til de svært komplicerede graviditets- og fødselsforløb, før hun kom til Regionshospitalet Horsens i 2016.
- Vi kender Kathrine som en visionær leder med et skarpt øje for både patienter, pårørende og personale i afdelingens udviklingsarbejde. Vi er glade for, at Kathrine har takket ja til stillingen som chefjordemoder og ser frem til et fortsat godt samarbejde, siger sygeplejefaglig direktør Hanne Sveistrup Demant fra Regionshospitalet Horsens.
Flere oplysninger
Kathrine Medum Christiansen, chefjordemoder, tlf. 2924 7565.
Hanne Sveistrup Demant, sygeplejefaglig direktør, tlf. 7842 5006.