1.10.2020
Tina Pasgaard bliver ny oversygeplejerske på Hammel Neurocenter fra 1. november.
Tina Pasgaard kommer fra en stilling som oversygeplejerske på Kvindesygdomme og Fødsler samt Kirurgi på Regionshospitalet Horsens og tiltræder 1. november på Hospitalsenhed Midt i stillingen som oversygeplejerske på Hammel Neurocenter. Her bliver hun en del af centerledelsen sammen med ledende overlæge Merete Stubkjær Christensen og ledende terapeut Helle Dybkjær.
- Hammel Neurocenter står for mig som et center, hvor høj faglighed og faglig stolthed går hånd i hånd med en stærk tværfaglig og tværsektoriel tilgang til det, som for mig er kernen -
at vi sammen kan skabe meningsfulde og individualiserede patientforløb af høj kvalitet og høj patienttilfredshed. Jeg glæder mig til at blive en del af dette spændende og komplekse speciale, hvor man som sundhedsprofessionel virkelig kan gøre en forskel for de mennesker, som pludselig rammes af en hjerneskade, som måske ændrer livet markant, siger Tina Pasgaard.
Som oversygeplejerske på Hammel Neurocenter ønsker Tina Pasgaard med sin ledelsesstil at bidrage til en åben kultur, hvor læring, respekt og trivsel er omdrejningspunkter for at kunne lykkes med kerneopgaven. Dette understøttes ifølge oversygeplejersken i høj grad også af en forsknings- og uddannelsesenhed, som sikrer, at Hammel Neurocenter fortsat er i stand til at gå forrest både nationalt og internationalt samt leve op til den forpligtelse, der ligger i at have højt specialiseret funktion inden for rehabilitering.
- Jeg glæder mig til og er stolt over at blive en del af dette i samarbejde med den øvrige centerledelse samt alle de mange dedikerede og kompetente medarbejdere, siger Tina Pasgaard.
Tina Pasgaard er 51 år. Hun blev uddannet sygeplejerske i 1995 og har arbejdet som sygeplejerske på det daværende Århus Amtssygehus, på hospitalet i Holstebro og i Skejby, indtil hun i 2000 begyndte at gå ledervejen. Siden 2010 har hun været oversygeplejerske på Kvindesygdomme og Fødsler på Regionshospitalet Horsens, og i 2013 blev hun derudover oversygeplejerske på Kirurgi på samme hospital.
- Vi er glade for, at Tina har takket ja til stillingen som oversygeplejerske på Hammel Neurocenter. Hun kommer hertil med stor ledelseserfaring og en oprigtig nysgerrighed på specialet. Vi ser frem til et godt og spændende samarbejde med hende, siger Mette Fjord Nielsen, sygeplejefaglig direktør i Hospitalsenhed Midt.
Tina Pasgaard bor i Hinnerup med sin kæreste.
Yderligere oplysninger
Mette Fjord Nielsen, sygeplejefaglig direktør, Hospitalsenhed Midt.
Tlf.: 7844 1004
Tina Pasgaard, oversygeplejerske, Hammel Neurocenter.
Tlf.: 2912 0134