05.10.2020
Udvalg for Regional Udvikling indstiller, at Region Midtjylland retter henvendelse til undervisningsministeren for at drøfte en langsigtet, bæredygtig løsning for et STX-tilbud i Aarhus vest.
På baggrund af den seneste tids debat om kapacitet og elevfordeling på STX-tilbuddene under Aarhus Tech – Aarhus Gymnasium i Tilst samt på Dollerupvej i Aarhus C – indstillede Udvalg for Regional Udvikling på sit møde i dag til regionsrådet, at der rettes henvendelse til undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil. Målet er en dialog, som skal føre til en langsigtet løsning, som er holdbar for både uddannelsesinstitutionen - og ikke mindst for eleverne.
Aarhus Tech har valgt at opretholde begge tilbud på trods af en relativ lav søgning til Aarhus Gymnasium i midtbyen. Samtidig oplever eleverne på Aarhus Gymnasium i Tilst, hvor der dette skoleår kun er oprettet to små klasser, et meget begrænset udvalg af studieretninger. Det har flere elever offentligt beklaget. For regionsrådet er det afgørende, at der bevares et solidt fagligt STX-tilbud i Aarhus Vest.
- De unge skal ikke tages som gidsler i en debat om fordeling og kapacitet. Om et tilbud har en eller to adresser er mindre vigtigt, men som regionsråd er det vores ansvar, at tilbuddet er forsvarligt både geografisk og fagligt. Det ansvar tager vi på os, og med den nuværende lovgivning skal ministeren på banen, hvis vi skal sikre en langsigtet løsning for elevernes og områdets bedste. Derfor ser jeg frem til at drøfte udvalgets indstilling med hele regionsrådet, siger formand for regionsrådet Anders Kühnau (S).
Flere muligheder i spil
Formand for Udvalg for Regional Udvikling, Jørgen Nørby (V), fremhæver ligeledes ønsket om gode tilbud til eleverne.
- Der har vist sig nogle udfordringer i forhold til at opretholde optimale tilbud på to adresser. Her har vi fra regionens side haft en anden tilgang til løsningen end Aarhus Tech, men jeg tror sådan set på, at vi kan finde hinanden. Det kræver dog, at vi får en god dialog. Den dialog mener vi i udvalget, at ministeren bør tage del i som overordnet myndighed på området, siger udvalgsformanden.
Han ønsker bl.a. en afdækning af, hvordan et tættere samarbejde mellem forskellige uddannelsesretninger i Aarhus vest kan være en del af løsningen, som det oprindeligt var planen, da Aarhus Tech og det daværende Langkær Gymnasium fusionerede.
Sagen om STX-tilbud behandles på forretningsudvalgsmøde den 20. oktober og i regionsrådet den 28. oktober.