22.10.2020
Kiomars Mahboubi, overlæge ved Medicinsk Afdeling, Regionshospitalet Randers, er tildelt Foreningen af Yngre Cardiologers og Dansk Cardiologisk Selskabs Uddannelsespris for sit ekstraordinære engagement i uddannelsen af yngre kardiologer.
Kiomars Mahboubi har en sjælden evne til at finde og udnytte en læringsmulighed ved stort set enhver patient, han møder.
Sådan lyder det blandt andet i indstillingen, som ligger til grund for, at Foreningen af Yngre Cardiologer og Dansk Cardiologisk Selskab har tildelt deres årlige Uddannelsespris til speciallæge i kardiologi, overlæge på Regionshospitalet Randers, Kiomars Mahboubi.
- Kiomars har i særlig høj grad taget opgaven med at uddanne yngre kardiologer på sig. Vi lærer enormt meget af ham, også færdigheder, som vi på papiret først skal lære senere i uddannelsesforløbet. Jeg tror, at det er én af årsagerne til, at Randers har en meget eftertragtet kardiologisk afdeling blandt læger under hoveduddannelse, fortæller Farhad Waziri, HU-læge i Medicinsk Afdeling, Regionshospitalet Randers.
Ledende overlæge i Medicinsk Afdeling, Pernille Sarto, glæder sig på vegne af Kiomars Mahboubi, som hun kalder en ildsjæl, en rigtig dygtig kardiolog og en god kollega.
- Vi er meget stolte. Det er kun sket få gange i den årrække, Uddannelsesprisen er uddelt, at den er givet til en læge uden for universitetshospitalerne, fortæller hun.
Foto: Helle Brandstrup Larsen
Kollegaen, der aldrig siger nej
Kiomars Mahboubi fremhæves for sin evne til at inddrage sine yngre kolleger, når han møder en interessant faglig udfordring. Han sender dem gerne en sms om, hvor han er, og opfordrer dem til at møde op, hvis de kan.
- Det særlige ved Kiomars er, at han forklarer uden at overtage opgaven. Han giver os tid til at foretage undersøgelsen selv, og selv om han er hurtig på knapperne, så holder han fingrene væk, forklarer Farhad Waziri.
Det efterlader et indtryk af en mand med et usædvanligt overskud, skriver de yngre kolleger i indstillingen:
- Vi tror alle, at Kiomars altid har tid, selv om vi i virkeligheden godt ved, at det ikke passer. Det skyldes hovedsageligt, at han altid er venlig og imødekommende.
Uddannelsesprisen uddeles torsdag 22. oktober i forbindelse med et virtuelt efterårsmøde i Dansk Cardiologisk Selskab.
For yderligere information
Overlæge Kiomars Mahboubi, tel.: 5093 3034