02.10.2020
Patienter, pårørende og personale på regionens hospitaler og brugere, pårørende og personale på nogle sociale tilbud skal bruge mundbind i situationer, hvor det er svært at holde afstand.
Sundhedsstyrelsen har skærpet retningslinjerne for brugen af mundbind og masker på sundheds- og ældreområdet og visse dele af socialområdet.
Derfor skal patienter, pårørende og personale på hospitalerne og borgere og personale på nogle sociale tilbud nu bruge mundbind i situationer, hvor det er svært at holde den anbefalede afstand.
Det kan for eksempel være i forbindelse med undersøgelse, behandling eller pleje.
Det kan også være, hvis man som pårørende vil holde i hånd eller støtte en person i at gå.
Kravet om mundbind gælder ikke indlagte patienter, der er testet negative for COVID-19.
De nye retningslinjer erstatter den tidligere anbefaling om, at personalet skal bruge maske ved tæt kontakt over 15 minutter. I stedet skal man nu bruge ansigtsværnemidler i situationer, hvor det ikke er muligt at holde den fornødne afstand. Afstanden defineres til minimum 1 meter og til 2 meter ved kontakt til de personer, som man ved er i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb ved COVID-19.
Spisesteder/kantiner
Hvis man som patient, bruger, pårørende eller personale besøger caféer eller spisesteder med offentlig adgang på et hospital, så skal man bære mundbind, når man bevæger sig rundt, men ikke når man sidder ned. (NB: På nogle hospitaler er caféer og spisesteder helt lukkede for patienter og pårørende i øjeblikket.)
Kravet om mundbind i caféer og spisesteder gælder ikke for kantiner, der udelukkende er åbne for personale.
Opfordring til at medbringe mundbind
I Region Midtjylland opfordres patienter og pårørende til at medbringe mundbind, hvis de skal på hospitalet eller på besøg på visse sociale tilbud. Patienter og pårørende, der ikke selv medbringer mundbind og som kommer i en situation, hvor det er svært at holde afstand, får udleveret mundbind af hospitalet.
De enkelte hospitaler tilrettelægger selv, hvordan og hvor udleveringen af mundbind skal foregå.