Regionshospitalet Randers åbner nyt Medicinsk Korttidsafsnit
05.10.2020
Torsdag 8. oktober åbner Regionshospitalet Randers et nyt Medicinsk Korttidsafsnit, som giver flere patientgrupper mulighed for at få behandling, uden at skulle indlægges. Samtidig bliver de medicinske sengeafsnit reorganiseret.
Medicinsk Afdeling på Regionshospitalet Randers vil fremover kunne tilbyde mere fleksible patientforløb for en række medicinske patienter, som kan modtage behandling, uden at de behøver at være indlagt. 8. oktober åbner Medicinsk Korttidsafsnit, som på mange måder minder om en gammel medicinsk dyd; Et daghospital i ny og mere moderne udgave.
- Vi ved, at mange patienter er mere tilpas i deres eget hjem, og med det nye medicinske korttidsafsnit får de mulighed for netop det; At bo hjemme og samtidig være i tæt kontakt med afsnittet, hvor vi kan give dem den behandling, de skal have, fortæller ledende overlæge i Medicinsk Afdeling, Pernille Sarto.
Medicinsk Korttidsafsnit vil bl.a. være for patienter, som har behov for IV-behandling, patienter som får tappet blod, patienter med permanente dræn og patienter henvist efter kræftpakken.
Henvisning til Medicinsk Korttidsafsnit sker via Medicinsk Afdeling.
Sengeafsnit med nye navne
Samtidig samles de fire mediciske sengeafsnit i tre, og som noget nyt navngives de med bogstaver i stedet for tal.
I Medicinsk Sengeafsnit A samles Ældresygdomme, Diabetes og Stofskiftesygdomme, samt Intern Medicin. I Medicinsk Sengeafsnit B samles Lungemedicin, Gigt- og bindevævssygdomme, samt Lever-, mave- og tarmsygdomme. Medicinsk Sengeafsnit C er Hjertemedicin.
Praktisk information
Medicinsk Korttidsklinik får adresse ved Akutafdelingen, Skovlyvej 9, indgang B. Åbningstiden er 7.30 – 16.30 alle hverdage.
Medicinsk Sengeafsnit A, B og C får hjemme på henholdsvis plan 9,8 og 5, Østervangsvej 54, indgang A eller C.
For yderligere information, kontakt
Pernille Sarto, ledende overlæge i Medicinsk Afdeling, tlf. 7842 1601