01.09.2020
Styrelsen for Patientsikkerhed ophæver onsdag den 2. september 2020 de midlertidige besøgsrestriktioner Region Midtjyllands hospitaler. Det betyder, at antallet af besøgende ikke længere er begrænset til en enkelt, og opfordringen til at bruge mundbind falder væk.
Onsdag den 2. september ophæver Styrelsen for Patientsikkerhed de midlertidige restriktioner, der har været for besøg på Region Midtjyllands hospitaler inkl. psykiatrien.
De midlertidige restriktioner blev indført for at inddæmme lokale smitteudbrud med coronavirus i Region Midtjylland.
Mulighed for flere besøgende
Lempelsen af restriktionerne betyder, at reglen om maksimalt en besøgende eller ledsager per patient falder bort. Dog kun, hvis de lokale forhold tillader det og hvis de generelle regler og råd fra Sundhedsstyrelsen om afstand kan opretholdes.
Mundbind
Region Midtjylland har i en periode opfordret besøgende, ledsagere og andre med ærinde på hospitalet til at bære mundbind og udleveret mundbind til dem, der ikke selv havde det med.
Den generelle opfordring falder nu bort, ligesom hospitalernes udlevering af mundbind ophører.
Hold afstand og sprit af
For at sikre, at besøg, ledsagelse mv. kan gennemføres forsvarligt og under behørig hensyntagen til Sundhedsstyrelsens anbefalinger, opfordres besøgende, ledsagere og andre med ærinde på hospitalet fortsat til at holde afstand, spritte hænder før og efter besøg og udvise god hosteetikette. Besøgende, ledsagere mv. med symptomer skal blive hjemme.
Flere oplysninger
- Ole Thomsen, tlf. 2146 9807
- Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer