Ny plan sætter patienten i centrum for udvikling af regionens sundhedstilbud
23.09.2020
Regionsrådet har netop vedtaget en ny sundheds- og hospitalsplan fuld af visioner for de næste 5-10 års udvikling.
Region Midtjylland vil stå i spidsen for et venligt og imødekommende sundhedsvæsen, som borgerne føler sig trygge ved, og som tager udgangspunkt i den enkeltes ressourcer og behov.
- Vi vil hele tiden skulle udvikle regionens sundhedstilbud, fordi sygdomme og behandlinger konstant udvikler sig og fordi vores udgangspunkt som patienter er forskellige. Nye behandlinger vil kræve særlige kompetencer og nyt udstyr. Udviklingen åbner også for, at vi kan flytte flere behandlinger tættere på borgerne, så vi sikrer god hjælp i alle egne af regionen, siger Anders Kühnau, regionsrådsformand.
Flere tilbud tæt på borgerne
Det nære og sammenhængende sundhedsvæsen er et omdrejningspunkt for fremtidens sundhedsvæsen.
- Vi har et godt og tæt samarbejde med læger, kommuner og patientforeninger om tilbud i fx psykiatri- og sundhedshuse og i borgernes eget hjem. Vi vil gerne udvikle flere tilbud tæt på, hvor borgerne bor og tage nye digitale løsninger i brug. Med den rette støtte til brugerne er jeg sikker på, at ny teknik kan hjælpe os med at nå ud til flere borgere, siger Anders Kühnau.
Region Midtjyllands nye Sundheds- og hospitalsplan rækker 5-10 år ud i fremtiden. Planen er blevet til i tæt samarbejde med borgere, kommuner, praktiserende læger, patientforeninger og mange andre fagfolk og samarbejdspartnere. Det har givet en længere proces, men har også sikret, at flere perspektiver er kommet med.
Ny plan rettet efter 65 høringssvar
Den sundheds- og hospitalsplan regionsrådet netop har vedtaget, er rettet til efter en omfattende høring der varede til 15. juni i år.
I alt modtog Regionen 65 høringssvar. Afsenderne var bl.a. Sundhedsstyrelsen, kommuner, læger, uddannelsesinstitutioner og samarbejdsudvalg.
Se sundheds- og hospitalsplanen her
Fakta
- Regionsrådet har 23. september vedtaget sundheds- og hospitalsplan for Region Midtjylland.
- "Et sundhedsvæsen på patientens præmisser" er titlen på den nye plan, der rækker 5-10 år ud i fremtiden.
- Planen har været længe undervejs. 28. november 2018 godkendte regionsrådet rammer og proces for arbejdet med den nye sundheds- og hospitalsplan.
- Regionsrådet inviterede til borgermøder om sundhed i Horsens, Holstebro, Rønde, Brabrand og Silkeborg i foråret 2019.
Flere oplysninger
- Regionsrådsformand Anders Kühnau (S), 2360 2768, kuhnau@rr.rm.dk
- Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på www.rm.dk/politik/regionsradsmedlemmer