Ny universitetsklinik for Flavour, Balance og Søvn
14.09.2020
Aarhus Universitet og Region Midtjylland har udnævnt en ny universitetsklinik for lugte- og smagssans (flavour), balance og søvn i Hospitalsenheden Vest, der nu i alt har fire ud af syv universitetsklinikker i regionen. Udnævnelsen træder i kraft første oktober 2020.
Den nye universitetsklinik for Flavour, Balance og Søvn bliver fra 1. oktober den fjerde i rækken af videnskabelige fyrtårne og universitetsklinikker i Hospitalsenheden Vest, der hermed kommer et vigtigt skridt nærmere målet om at blive et samlet forsknings- og læringshospital, der bedriver forskning på højt international niveau til gavn for patientbehandlingen.
Femårig anerkendelse
Udnævnelsen er et certifikat, der varer i fem år, og formålet med certificeringen er at anerkende og yderligere at styrke den forskning, der bidrager til udvikling af ny og vigtig viden om de sygdomme, der især behandles på regionshospitalerne i regionen.
”Først og fremmest vil jeg ønske både klinikkens kommende patienter og Hospitalsenheden Vest tillykke med anerkendelsen. Det er i sig selv en bedrift at få anerkendt en universitetsklinik, men jeg glæder mig også over, at universitetsklinikken understreger forskningens betydning på det kommende nye hospital i Gødstrup," siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Videnskabeligt kvalitetsstempel
Jørgen Frøkiær, der leder Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet, understreger, at den nye status af universitetsklinik først og fremmest er et kvalitetsstempel af den videnskabelige kvalitet.
”Det er en cadeau til den meget fine forskning, der i forvejen bedrives lokalt i forhold til lugte- og smagssans, balance og søvnapnø. Jeg håber desuden, at man som universitetsklinik kan tiltrække flere eksterne fondsmidler og ad den vej også flere dygtige kliniske forskere,” siger Jørgen Frøkiær.
”Samtidig sender universitetsklinikker et stærkt signal til borgerne om, at man ikke nødvendigvis skal til Aarhus for at få adgang til fremragende forskningsbaseret behandling. Den findes i høj grad også lokalt i regionen,” siger han.
Stor ros af vigtige og unikke bidrag til øre-næse-hals-forskningen
Bedømmelsesudvalget anerkender i sin vurdering af afdelingens ansøgning blandt andet det tætte samarbejde mellem forskerne og klinikken på Øre-Næse-Hals-afdelingen og afdelingens innovative, kreative og energiske forskningskultur, der har fokus på aktiviteter og projekter, der bidrager med ny og unik viden, blandt andet inden for en række folkesygdomme på øre-næse-halsområdet, der hidtil har været underbelyste i Danmark.
Som et eksempel på dette åbnede Øre-Næse-Hals-afdelingen Danmarks første Flavour-klinik på Regionshospitalet Holstebro i 2016 for at imødekomme den store gruppe af patienter, der har problemer med lugte- og smagssansen, med forskningsbaseret behandling.
Det tætte samspil mellem forskerne og klinikken betyder også, at Øre-Næse-Hals-afdelingen har opnået at blive en vigtig regional og national spiller inden for forskning og ny viden i søvnapnø, og kan dokumentere stor forskningsaktivitet og høje ambitioner inden for forskning i smags og lugtesans (flavour-forskning) og balance.
Bedømmelsesudvalget roser de ambitiøse planer, der kan medvirke til at gøre afdelingen til en vigtig bidragsyder til øre-næse-hals-specialet i Region Midtjylland og i resten af Danmark.
Foto: Søren Braad Andersen, HE Vest.
Målet er at tilbyde behandling på niveau med den højeste internationale standard
Ansøgningsprocessen og vejen hen til bedømmelse og ultimativt, en udnævnelse til universitetsklinik for Flavour, Balance og Søvn, har været ambitiøs og omfattende, forklarer den kliniske professor ved afdelingens forskningsafsnit, Therese Ovesen, der påbegyndte processen i 2020 i et samarbejde med den ledende overlæge for Øre-Næse-Hals-afdelingen, Anne Louise Bach Christensen.
I dag er Øre-Næse-Hals-afdelingen den største øre-næse-hals-klinik i Danmark uden for universitetshospitalerne, med mange aktiviteter inden for ambulatorier og kirurgi. Herudover er uddannelse af øre-næse-hals-specialister blevet et flagskib for afdelingen, der er kendt for at have et fremragende uddannelsesmiljø. Og for at kunne organisere og styre forskningsaktiviteterne er der udviklet en forskningsstrategi med veldefinerede kortsigtede og langsigtede mål.
"Vi har udviklet en solid og robust forskningsplatform hen over årene, der ikke kun involverer en ledende gruppe af kompetente forskere, men hele afdelingen. Det betyder, at forskning er blevet en naturlig del af arbejdskulturen på Øre-Næse-Hals-afdelingen i Holstebro," fortæller professor Therese Ovesen, der tilføjer, at ambitionerne for den nye universitetsklinik rækker videre.
"Det ultimative mål for os som ny universitetsklinik er at kunne tilbyde evidensbaseret behandling inden for flavour, balance og søvn, der er på niveau med den højeste internationale standard og at udvide universitetsklinikkens forskningsområde med høreproblemer og tinnitus, der også er en forholdsvis underbelyst folkesygdom."
Flere oplysninger
Professor Therese Ovesen, tlf.: 5380 0777
theroves@rm.dk
Universitetsklinik for Flavour, Balance og Søvn
Øre-Næse-Halsafdelingen
Hospitalsenheden Vest
Fakta om universitetsklinikkerne
Aarhus Universitet, Health og Region Midtjylland arbejder sammen om at forske i sundhed på højt internationalt niveau.
Et af de tydeligste eksempler på forskningssamarbejdet mellem Aarhus Universitet, Health, og Region Midtjylland, er udnævnelsen af universitetsklinikker. Heraf huser Hospitalsenheden Vest per 1. oktober 2020 i alt fire:
- Arbejdsmedicin
- Flavour, Balance og Søvn
- Nyresygdomme og blodtryksforhøjelse
- Hånd-, hofte- og knækirurgi.
En universitetsklinik er bl.a. kendetegnet ved:
- Forskning på højeste internationale niveau
- Et betydeligt publikationsniveau
- Uddannelse og fastholdelse af ph.d.studerende og postdocs
- En national anerkendt position inden for det enkelte forskningsområde og medicinske speciale.
Mere information om forskning i Hospitalsenheden Vest:
https://www.vest.rm.dk/forskning/forskning-i-hospitalsenheden-vest/