21.09.2020
Det er uordentligt og unfair at angribe et stort og dygtigt hospital med udokumenterede påstande. Men det gør regionsrådsmedlem Jørgen Winther ved at dele en video om behandling af lungekræft på Regionshospitalet Randers.
I pressen og på sociale medier har der i den senere tid været fokus på kvaliteten af den metode, som regionens hospitaler bruger til at undersøge, om patienter med mistanke om lungekræft faktisk har lungekræft.
Over weekenden er der blevet delt en video på sociale medier med udokumenterede påstande om behandling af lungekræft på Regionshospitalet Randers.
Det undrer mig, at man vælger at miskreditere et helt hospital og dygtige fagpersoner. Hvorfor sprede utryghed hos mange patienter uden grund?
Regionshospitalet Randers følger de gældende retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen – ligesom resten af hospitalerne i Region Midtjylland. Det gælder nu også på Regionshospitalet Silkeborg, hvor det på området for lungekræft desværre ikke var tilfældet i en periode.
Der er iværksat en videnskabelig udredning af fordele og ulemper ved lavdosis CT-skanning. Sådan en udredning har Regionshospitalet Silkeborg nemlig ikke tilvejebragt. Når vi har fakta på bordet, skal vi have en ordentlig og sober diskussion af lavdosis CT-skanning.
Jeg tager som regionsrådsformand på det kraftigste afstand fra den kommunikationsform, som videoen er udtryk for. Den er faktuelt forkert, manipulerende og uordentlig.
Nej tak til fake news.
Jeg linker ikke til videoen – det fortjener den ikke.
Regionsrådsformand Anders Kühnau (S)
Flere oplysninger
- Regionsrådsformand Anders Kühnau (S), tlf. 2360 2768