EU-projekt vil reducere social ulighed i screening for livmoderhalskræft
22.04.2021
Universitetsklinik for Kræftscreening på Regionshospitalet Randers deltager som eneste danske partner i et 5-årigt EU-projekt, der skal reducere social ulighed i screening for livmoderhalskræft. Projektet samler 14 partnere fra 10 europæiske lande og støttes med 27 mio. kr. fra EU's Horizon 2020-pulje.
Hvert år diagnosticeres 61.000 europæiske kvinder med livmoderhalskræft, og af dem vil over en tredjedel dø af sygdommen. En målrettet forebyggende indsats som screening kan reducere det tal betragteligt, men i nogle lande er brugen og tilgængeligheden af screening for livmoderhalskræft ikke særlig høj. Det rammer i særdeleshed socialt udsatte kvinder, der samtidig har den højeste risiko for at udvikle livmoderhalskræft, og det er med til at skabe ulighed i sundhed i hele Europa.
Forskningsprojektet CBIG-SCREEN vil udligne denne ulighed i samarbejde med sårbare kvinder fra hele Europa.
- I Afdeling for Folkeundersøgelser har vi allerede erfaring med projekter, der inddrager nogle af de allermest sårbare grupper i overvejelserne om, hvilke barrierer der forhindrer dem i at deltage i kræftscreening. Disse erfaringer får vi nu mulighed for at inddrage i et bredere europæisk perspektiv, siger professor Berit Andersen fra Universitetsklinik for Kræftscreening på Regionshospitalet Randers.
Fra Universitetsklinik for Kræftscreening deltager professor i screening Berit Andersen, seniorforsker og antropolog Pia Kirkegaard samt post doc og bioanalytiker Mette Tranberg i projektet. Forskerne deltager alle med hver deres faglighed, og tværfaglighed er netop kendetegnende for projektet, der foruden sundhedsprofessionelle tæller forskere inden for sundhedsøkonomi, epidemiologi, psykologi og antropologi.
Skræddersyede modeller til kvinderne
Gennem projektet vil forskerne kortlægge, hvilke barrierer der er i livmoderhalskræftscreening i de enkelte EU-lande for forskellige grupper af sårbare kvinder. Grupperne er blandt andet kvinder med lav socioøkonomisk status, kvinder med HIV, prostituerede, indsatte og sårbare minoriteter.
Dernæst vil forskerne udarbejde skræddersyede modeller, der kan få kvinderne til at deltage og forblive i screeningsprogrammet i de europæiske lande. Modellerne vil blive afprøvet i Portugal, Estland og Rumænien, og resultatet vil blive omsat til anbefalinger på EU-niveau og lokale screeningtilbud målrettet sårbare kvinder.
Den underliggende idé - og det der adskiller projektet fra mange tidligere projekter - er den høje grad af direkte involvering af de sårbare kvinder, der af flere grunde ikke deltager i screening for livmoderhalskræft.
- Vi vil sætte repræsentanter for de forskellige grupper af sårbare kvinder sammen med klinikere og beslutningstagere, og så skal der findes løsninger på de problematiske strukturer, der forhindrer kvinderne i at blive screenet. Kvindernes behov danner udgangspunkt for løsningerne, siger seniorforsker og antropolog Pia Kirkegaard, som er arbejdspakkeleder.
Projektet støttes med Horizon 2020-midler
Projektet løber i fem år og har modtaget 27 mio. kr. fra det prestigefyldte ‘Health, Demographic Change, and Wellbeing’ arbejdsprogram i Horizon 2020. Heraf tildeles Universitetsklinik for Kræftscreening på Regionshospitalet Randers 3,5 mio. kr. til deres del af projektet, der ledes af professor Berit Andersen og seniorforsker Pia Kirkegaard.
I projektet deltager 14 partnere fra 10 europæiske lande. Partnerne tæller både forskningsinstitutioner og interesseorganisationer samt det Internationale agentur for kræftforskning under WHO.
Fakta om projektet
EU projektet hedder:
"CBIG-SCREEN: Working collaboratively with vulnerable women to identify the best implementation gains by screening cervical cancer more effectively in European countries"
Projektets resultater forventes at øge screeningsdeltagelsen hos nogle af de allerdårligst stillede kvinder i Europa, og dermed bidrage til FNs mål om, at 70 procent af alle kvinder deltager i livmoderhalskræftscreening i 2030.
CBIG-SCREEN har modtaget bevilling fra EU Horizon 2020 Research and Innovation Programme (Grant Agreement No 964049).
Læs mere om projektet på: www.cbig-screen.eu
Flere oplysninger
- Berit Andersen, professor i screening, tlf. 2056 7476
- Pia Kirkegaard, seniorforsker, tlf.: 7842 0261