Kortvarig indsats hos reumatolog og fysioterapeut kan få sygemeldte rygpatienter tilbage til jobbet
27.04.2021
En undersøgelse på Regionshospitalet Silkeborg viser, at en kortere afgrænset indsats hos en reumatolog og en fysioterapeut får flertallet af sygemeldte rygpatienter tilbage på jobbet. Det hjælper ikke at supplere behandlingen med en tværfaglig rygbehandling med koordinator, som hos nogle patienter endda kan reducere tilbagevenden til arbejdet.
De 476 sygemeldte rygpatienter, der deltog i lodtrækningsundersøgelsen på Regionshospitalet Silkeborg, havde alle på undersøgelsens tidspunkt været sygemeldt mellem én og tre måneder, og godt halvdelen af disse angav indflydelse på jobbet og følte sig ikke fyringstruede. 76 procent af disse patienter kom tilbage til arbejdet inden for det første år, hvis de kun fik en kortvarig indsats hos en reumatolog og en fysioterapeut - såkaldt Brief Intervention af 2-4 timers varighed. I den samme målgruppe af patienter, der ud over indsatsen hos reumatolog og fysioterapeut modtog en tværfaglig indsats med koordinator, vendte kun 66 procent af patienterne tilbage til jobbet inden for det første år.
Til sammenligning kom 68 procent af de resterende patienter tilbage til jobbet inden for det første år efter at have modtaget kortvarig behandling hos en reumatolog og en fysioterapeut – uanset om de havde modtaget supplerende tværfaglig indsats eller ej. Disse patienter angav sig fyringstruede eller angav manglende indflydelse på jobbet. En tidligere subgruppe analyse tydede på, at specielt denne gruppe kunne have glæde af supplerende tværfaglig indsats, men dette kunne ikke bekræftes.
- Resultaterne er interessante, fordi de viser, at patienter, der har indflydelse på jobbet og ikke føler sig fyringstruede, kommer hurtigere tilbage på job efter en sygemelding ved at få en kortere afgrænset indsats ved en reumatolog og en fysioterapeut end ved at få en supplerende længerevarende indsats. siger Ole Kudsk Jensen, overlæge, reumatolog, ph.d. og klinisk lektor på Medicinsk Rygcenter, Regionshospitalet Silkeborg. En større indsats er ikke nødvendigvis bedre end en mindre indsats.
Foto: Colourbox
Tilbage til arbejdet med Brief Intervention
Brief Intervention hos sygemeldte rygpatienter medførte en relativ høj tilbagevenden til arbejdet i undersøgelsen sammenlignet med tilsvarende internationale studier. En supplerende tværfaglige indsats kunne hos nogle rygpatienter med en god relation til jobbet forringe deres tilbagevenden til arbejdet inden for det første år til trods for, at en tilfredshedsundersøgelse af den tværfaglige indsats tidligere har vist stor tilfredshed hos både rygpatienter, praktiserende læger, arbejdsgivere og sagsbehandlere.
Den gode effekt af Brief Intervention for at få rygpatienter tilbage til arbejdet er også påvist i andre studier sammenlignet med den sædvanlige indsats i primærsektoren. Inden for de senere år har andre studier heller ikke har kunnet påvise effekt af en supplerende indsats, for eksempel tværfaglig indsats, superviserede øvelser eller kognitiv terapi. Brief Intervention bør således være standardbehandlingen til sygemeldte rygpatienter, fortæller Ole Kudsk Jensen.
Der er dog behov for yderligere forskning for at bekræfte betydningen af relationen til arbejdet for rygpatienternes tilbagevenden til arbejdet samt at studere elementer i Brief Intervention med henblik på at optimere denne indsats.
Om studiet
- Studiet er udført af Forskningsenheden for Sygemeldte, Rygcentret, Diagnostisk Center, Regionshospitalet Silkeborg i samarbejde med DEFACTUM.
- Studiet er foretaget på Regionshospitalet Silkeborg og har ikke modtaget forskningsmidler udefra.
- Studiet er offentliggjort i 'Clinical Rehabilitation'.
- Forfatterne er: Vivian Langagergaard, Ole Kudsk Jensen, Claus Vinther Nielsen, Chris Jensen, Merete Labriola, Vibeke Neergaard Sørensen og Pernille Pedersen.
Yderligere oplysninger
- Ole Kudsk Jensen
Overlæge, reumatolog, ph.d. og klinisk lektor på Medicinsk Rygcenter, Regionshospitalet Silkeborg.
Mobiltlf.: 20987452