Råstofårsmøde 2021: Fremtidens råstofgrave
30.08.2021
Verden kommer til at mangle råstoffer – også Danmark. Fremtiden handler om at omdanne grusgrave til naturperler, og fremtiden handler om at grave mindre op og genanvende mere sand, grus og sten. Det er en del af dagsordenen, når råstof-interessenter fra hele Danmark samles i Aarhus onsdag den 1. september til fagligt årsmøde.
Råstoffer som sand, grus, sten mv. er knappe ressourcer, og de kan kun genskabes ved at vi får en ny istid. Derfor skal vi blive bedre til at genanvende råstoffer fra byggeaffald og udvikle nye måder at nyttiggøre fx ren og lettere forurenet overskudsjord, der i dag, i mange tilfælde, betragtes som et affaldsprodukt. Samtidig kan vi efter endt indvinding omdanne grusgrave til unik natur og biodiversitet, hvis der er vilje til det.
Råstofgraveområde ved Tulstrup i Ikast-Brande Kommune. Som det kan ses på billedet, er nogle af de tidligere graveområder reetableret til naturområder. Foto: Region Midtjylland.
Råstofårsmødet, der i år arrangeres af Region Midtjylland og Regionernes Videnscenter for Miljø og Ressourcer, kan give inspiration til og bud på forandringerne i råstof-værdikæden.
Blandt de første indlægsholderne på konferencedagen den 1. september er b.la.:
- miljøminister Lea Wermelin (video)
- keynotespeaker, professor Tim C. McAloone fra DTU om "cirkulær økonomi som redningsplanke for produktion og forbrug"
- naturvejleder og museumsinspektør Morten D. D. Hansen fra Naturhistorisk Museum Aarhus om "Biodiversitet i efterbehandlede grusgrave".
Over middag deler råstofårsmødet sig i fire spor, der favner teknologi og planlægning, verdensmål, partnerskaber og bæredygtighed, materialeinnovation og genanvendelse samt anvendelse af råstofgraveområder.
Se mere i programmet for Råstofårsmøde 2021.
Råstofårsmødet holdes på Comwell Aarhus, Værkmestergade 2, 8000 Aarhus onsdag den 1. september 2021 kl. 9.00-17.40. Pressen er velkommen og kan kontakte arrangørerne for yderligere information.