Skanderborg Sundhedshus indvier nye lokaler
25.08.2021
Udvidelsen af Skanderborg Sundhedshus har skabt plads til flere praktiserende læger og bedre adgangsforhold for handikappede
Tagetagen i Skanderborg Sundhedshus er siden august sidste år blevet ombygget og indrettet til to store og lyse lægeklinikker.Herfra vil Familielægerne og Dine Læger – Leth, Bøg og Damgaard fremover drive deres flerlægepraksis. Familielægerne er allerede en del af Skanderborg Sundhedshus, mens Dine Læger flytter ind i sundhedshuset for at begynde en ny fælles praksis.
- Sundhedshuset i Skanderborg er en succeshistorie; så succesfuld, at huset har været fyldt op. Derfor har vi arbejdet i flere år på at skabe plads til endnu en flerlægepraksis og sikre gode udviklingsmuligheder for de praktiserende læger, som allerede er en så vigtig del af sundhedshuset. Det er meget glædeligt, at vi nu har kunnet realisere de planer, sagde regionsrådsformand Anders Kühnau ved indvielsen af de nye lokaler tirsdag den 24. august 2022.
- Skanderborg er skoleeksemplet på det, vi gerne vil og kommer til at gøre mere af med vores sundhedshuse, nemlig at samle private-, kommunale- og regionale sundhedstilbud i faglige fællesskaber og tæt på borgerne, sagde Anders Kühnau.
Udvidelsen af Skanderborg Sundhedshus bliver realiseret netop nu, fordi regeringen sidste år suspenderede anlægsloftet og bad regionerne om at fremrykke allerede planlagte anlægsinvesteringer for at holde hånden under dansk erhverv og arbejdspladser under corona-epidemien.
Midlerne kommer bl.a. fra puljen til etablering af læge- og sundhedshuse. Herfra tildelte staten allerede i 2018 og 2019 i alt 6,17 mio. kr. til projekter i Skanderborg Sundhedshus. Resten af ombygningen til i alt 18,3 mio. kr. betales af Region Midtjylland, Skanderborg Kommune og de to hold læger, som fremover skal drive klinik i tagetagen.
- En stor tak til alle, som har andel i planlægningen og udførelsen af udvidelsen af Skanderborg Sundhedshus. Der har været både støj og kulde forbundet med byggearbejdet, og oveni har haft vi haft en pandemi, som har krævet plads til bl.a. testfaciliteter. Alligevel er udvidelsen lykkedes så flot, siger Lisbeth Holsteen Jessen, hospitalsdirektør på Regionshospitalet Horsens, som Skanderborg Sundhedshus hører ind under.
Ombygningen omfatter udover lokalerne til de to nye lægepraksisser også etablering af en handikapvenlig elevatoradgang til tagetagen, ændring af installationer, etablering af ventilation og renovering af taget.
Fakta
- Ombygningen af Skanderborg Sundhedshus har skabt plads til de praktiserende læger Dine Læger – Leth, Bøg og Damgaard.
- Sisse Leth har hidtil drevet solopraksis men flytter nu sammen med Julie Damgaard og Lise Bøg, som har drevet lægerne Vestergade.
- I den anden halvdel af den nyindrettede tagetage vil Familielægerne fremover holde til. Flerlægepraksissen er allerede en del af sundhedshuset.
- Skanderborg Sundhedshus huser kommunale tilbud, regionale klinikker, socialpsykiatri, tre lægeklinikker, to speciallæger, tandklinik, kiropraktor og fysioterapi, café og mødelokaler.
Flere oplysninger
- Regionsrådsformand Anders Kühnau (S), tlf. 2360 2768
- Formand for Nære Sundhedstilbud Annette Roed (S), tlf. 5384 9440
- Hospitalsdirektør Lisbeth Holsteen Jessen, tlf. 2120 4844.