17.08.2021

I Region Midtjylland er der pr. 16. august 2021 startet vaccination af ca. 1.004.055 borgere (svarende til 75,1 %), og ca. 856.400 borgere er færdigvaccinerede (svarende til 62 %).

Efter aftale med Statens Serum Institut (SSI) har Region Midtjylland ikke fået leveret nye vacciner til brug i uge 33. Det skyldes, at der i øjeblikket er stor ledig kapacitet. SSI opbevarer vaccinerne for Region Midtjylland, indtil der evt. bliver behov for dem.

Snart færre vaccinationssteder

1. oktober ventes størstedelen af befolkningen at være vaccineret, derfor forbereder Region Midtjylland sig nu på at skrue ned for vaccinationsindsatsen.

- Da der var mest tryk på, vaccinerede vi knap 150.000 borgere på en uge. Til sammenligning forventer vi til efteråret kun at skulle vaccinere mellem 2000-7000 borgere om ugen, og derfor er vi i gang med at tilpasse lokaler, mandskab og åbningstider, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Konkret planlægger regionen at gå fra syv til fire store vaccinationscentre, mens alle faste lokale vaccinationssteder i kommunerne lukker ned.

Grib chancen nu

Man vil fortsat kunne blive vaccineret lokalt, men det bliver i mere fleksible rammer end hidtil. For eksempel i form af kortvarige tilbud i sundhedshuse, boligområder m.m.

I uge 32 blev der på den måde vaccineret på Silkeborg gymnasium, ligesom regionen er i dialog med bl.a. Aarhus Universitet om noget tilsvarende.

- Vi bliver altså ved med at tilbyde vaccination mod COVID-19, men det bliver nok ikke nemmere at få stikkene end nu: Vi har vacciner nok, tidsbestilling er ikke længere nødvendig og der er mange vaccinesteder at vælge imellem. Skal det være nemt at få stikkene, så er det nu, man skal slå til, siger Anders Kühnau.

Vaccination af indsatte

Fængsler og arrester i Region Midtjylland har nu afsluttet vaccinationerne. Vaccinationscentrene leverede opblandede og optrukne vacciner til fængslerne, hvor læger tilknyttet Kriminalforsorgen gav indsprøjtningerne.

Mange ledige vacciner

I Region Midtjylland var der 13. august ca. 47.000 ledige tider til 1. vaccination i uge 33 og tilsvarende ca. 38.000 ledige tider til 1. vaccination i uge 34.

De ledige tider dækker vaccination med både Pfizer-BioNTec og Moderna. Vaccinationscentrene har nedjusteret kapaciteten og den mulige kapacitet er større end det ledige antal tider.

Fakta

  • I Region Midtjylland er der pr. 16. august 2021 startet vaccination af ca. 1.004.055 borgere (svarende til 75,1 %), og ca. 856.400 borgere er færdigvaccinerede (svarende til 62 %).
  • oktober ventes størstedelen af befolkningen at være vaccineret, derfor forbereder Region Midtjylland sig nu på at skrue ned for vaccinationsindsatsen.
  • Konkret planlægger regionen at gå fra syv til fire store vaccinationscentre, mens alle faste lokale vaccinationssteder i kommunerne lukker ned.

Flere oplysninger