16.12.2021
Der skal bedre balance mellem antallet af pladser og antallet af ansøgere på gymnasierne. Fra næste skoleår er der derfor færre STX-pladser på gymnasierne i Region Midtjylland, og gymnasierne har selv klaret arbejdet, lyder det fra regionsrådsformand Anders Kühnau.
Normalt er det regionsrådets opgave at indstille til Undervisningsministeriet, om nogle gymnasier fx bør optage flere eller færre elever. Men da regionsrådet i går havde ungdomsuddannelserne på dagsordenen, kunne regionsrådet uden yderligere bemærkninger godkende gymnasiernes egne ønsker til, hvor mange pladser de skal have i skoleåret 2022/23.
Mange af regionens gymnasier får færre STX-pladser næste skoleår. Det skydes, at der skal være bedre balance mellem det samlede antal pladser og det forventede antal ansøgere. Foto: Region Midtjylland
Alle de steder, hvor det var nødvendigt fx omkring de større byer, har gymnasierne meldt præcis den kapacitet ind, som matcher det faktiske ansøgertal for 2021 og det forventede antal STX-og HF-ansøgere næste år. På den måde er der plads til de unge, der søger det lokale gymnasium som 1. prioritet.
- Gymnasierne har været virkelig gode medspillere. Som region der administrerer på gymnasieområdet, er vi kommet på en bunden opgave fra staten med sommerens aftale om de gymnasiale ungdomsuddannelser. Det skal være sådan, at antallet af pladser stemmer overens det forventede ansøgertal, og den opgave har gymnasierne forstået og taget på sig, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Algoritme og Aarhus
Når staten vil have, at antallet af pladser og antallet af ansøgere til at passe så nøjagtigt som muligt, handler det om den fremtidige fordelingsopgave. Allerede til skoleåret 2023/24 skal fordelingen klares nationalt med hjælp af en algoritme, som bliver testet i de kommende år. Algoritmen vil fordele ansøgerne efter ansøgernes egen prioritering og transporttid – og nogle steder i landet fx Aarhus-området også forældrenes indkomst.
En bedre fordeling af elever med anden etnisk baggrund end dansk er en del af hensigten med den nationale aftale. Som forberedelse skal enkelte gymnasier i landet – heriblandt Aarhus Gymnasium, Tilst (tidl. Langkær Gymnasium) og Viby Gymnasium ikke optage STX-elever det kommende skoleår.
- Mens mange gymnasier skærer ned på antallet af pladser, har vi samtidig måtte bede fem gymnasier i Aarhus om at optage flere elever næste skoleår, fordi der er et midlertidigt optage-stop i Tilst og Viby. Det har alle taget positivt imod, og det vil vi gerne kvittere for, for det er ikke let at drive skole, når der sådan kortvarigt skal skrues op på den måde, siger formand for Udvalget for Regional Udvikling Jørgen Nørby (V).
Ungdomsuddannelserne HHX og HTX indgår ikke i de forpligtende samarbejder og fastsætter selv deres kapacitet. Der er derfor kun tale om, at regionen skal informere Børne- og Undervisningsministeriet om kapaciteten.
Fortsat særlig elevfordeling i Aarhus
Regionsrådet besluttede også onsdag, at de særlige regler for fordeling af STX-elever i Aarhus skal fortsætte i det kommende skoleår. Reglerne skal sikre, at arbejdet med at fastholde en bred elevsammensætning på alle skoler fastholdes.
- Uden nye STX-elever på Viby Gymnasium og Aarhus Gymnasium i Tilst er der selvfølgelig stort fokus fra de øvrige gymnasier på, at der sker en solidarisk håndtering af eleverne i det kommende skoleår, så gymnasierne pædagogisk og fagligt kan løfte opgaven, forklarer Jørgen Nørby.
I de lokale fordelingsregler er bopæl et kriterium. Konkret er det ansøgere fra de såkaldte KUO-områder (kombinerede udlejningsområder med et stort antal beboere uden for arbejdsmarkedet), som er omdrejningspunktet for fordelingen.
Læs hele punktet til regionsrådets beslutning vedr. elevfordeling den 15. december 2021.
Læs hele punktet til regionsrådets beslutning vedr. kapacitet den 15. december 2021.