17.12.2021

På grund af COVID-19 og personalemangel lukker Akutklinikken Ringkøbing midlertidigt fra kl.16 i dag 17. december 2021 til og med 15. januar 2022. Sygeplejerskerne fra akutklinikken indgår i stedet i pressede vagtplaner i Hospitalsenheden Vest. Lægevagtens konsultation i akutklinikken lukker også i samme periode, mens Lægevagten uændret svarer telefonen og kører på hjemmebesøg uden for de praktiserende lægers normale åbningstid.

Hospitaler og personale er under stort pres bl.a. på grund af flere akutte patienter, COVID-19-pandemiens udvikling og generel personalemangel. Derfor lukker akutklinikken i Ringkøbing fra 17. december kl. 16 til og med 15. januar.

Lukningen er midlertidig og sker for at samle sundhedsvæsenets kræfter, dér hvor der er mest brug for dem.

- Her og nu er der betydeligt pres på Hospitalsenheden Vest. Derfor er vi nødt til at bede sygeplejerskerne fra akutklinikken i Ringkøbing om at tage vagter, hvor de i stedet f.eks. arbejder med pleje og observation af alvorligt syge patienter, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Midlertidig lukning af lægevagtskonsultation

Akutklinikkernes personale samarbejder normalt med Lægevagten, og den midlertidige lukning betyder derfor, at Lægevagten heller ikke tilbyder konsultation i Ringkøbing fra 17. december kl. 16 til og med 15. januar. Lægevagten fortsætter uændret med at køre på hjemmebesøg.

Lægevagten er åben

Får man i perioden brug for akut lægehjælp, skal man – helt som normalt - inden for almindelig åbningstid ringe til sin egen læge. Når egen læge har lukket, skal man ringe til Lægevagten. Det gælder også patienter i Ringkøbing-området, hvis de får behov for undersøgelse og behandling.

Åbne akutmodtagelser

Ligesom hospitalernes akutmodtagelser, holder øvrige akutklinikker i Region Midtjylland åbent som normalt.

- Der er desværre ingen tvivl om, at den midlertidige lukning af Akutklinikken i Ringkøbing kommer til at betyde, at der er borgere, som midlertidigt får længere vej til behandling i Herning eller Hostebro. Det er ikke det sædvanlige serviceniveau, og det beklager vi, men situationen med mange akutte patienter, corona og personalemangel betyder, at vi er nødt til at flytte rundt på knappe personaleressourcer. Det er et vilkår, som vi desværre er nødt til at indrette os efter, siger Anders Kühnau.

På hjemmesiden www.akut.rm.dk er der en oversigt over muligheder for akut hjælp i forbindelse med pludselig opstået sygdom eller skade.

Flere oplysninger