16.12.2021

17 projekter med fokus på bl.a. trivsel, fremmedsprog, bæredygtighed og digitalisering på de midtjyske ungdomsuddannelser får nu medfinansiering fra Region Midtjyllands uddannelsespulje. Projekterne fordeler sig på uddannelsesinstitutioner i hele regionen. Dertil er der fundet midler til fortsat tilskud til folkemødet Uddannelsesdebatten i Nr. Nissum.

Flere faglærte, bedre trivsel – og dermed færre, der falder fra undervejs – og bedre brug af ny teknologi. Sådan kan overskrifterne groft opsummeres på de i alt 17 projekter, regionsrådet i Region Midtjylland netop har besluttet at medfinansiere via regionens uddannelsespulje.

Projekterne er udvalgt på baggrund af regionens uddannelsespolitik samt analyser af de aktuelle og fremtidige udfordringer uddannelser – og erhvervsliv – står over for.

- Vi har en lang række gode og innovative uddannelsesinstitutioner i hele regionen, men vi har også nogle udfordringer, som det er et fælles ansvar at løse. Fx mangler vi faglærte, og for mange unge står i dag uden for både arbejdsmarked og uddannelse. De udfordringer skal bl.a. løses ved at udvikle nye tilgange – og ved at dele viden og erfaringer på tværs. Det er det, der kendetegner de projekter, vi nu støtter, siger regionsrådsformand, Anders Kühnau (S).

Samarbejde på tværs

I alt sender politikerne 15,9 mio. kroner afsted. Midlerne er fordelt på en såkaldt åben pulje, hvor fem projekter får i alt 2,8 mio. kroner og teknologipagtspuljen, hvor 12 projekter får i alt 13,1 mio. kroner. Sidstnævnte er et resultat af den Midtjyske Teknologipagt, hvor regionen samler virksomheder, uddannelsesinstitutioner og offentlige aktører i kampen for flere unge med tekniske og naturvidenskabelige kompetencer (STEM). 

Projekterne indeholder som udgangspunkt samarbejde mellem flere uddannelsesinstitutioner og berører bredt en række udfordringer. Både konkrete problemstillinger, der fx tager udgangspunkt i lokale kompetencebehov og mere brede samfundsudfordringer som kompetencer inden for bæredygtighed og værktøjer til at styrke egen trivsel.

- De projekter, der får midler i denne runde, er meget forskelligartede. Men de bidrager alle sammen til udvikling af et endnu bedre uddannelsesudbud i hele regionen. Som regionen kan vi netop - bl.a. med vores uddannelsespulje – være med til at sørge for, at den viden, der udvikles et sted bliver spredt, og det er afgørende. For fremtidens uddannelser er en opgave, der kun kan løses i fællesskab, siger formand for regionsrådet udvalg for Regional Udvikling, Jørgen Nørby (V).