19.02.2021
Nyhedsavisen Dagens Medicin har kåret Aarhus Universitetshospital som Danmarks bedste store hospital og Regionshospitalet Viborg som Danmarks bedste mellemstore hospital.
Det regner med guldmedaljer over Region Midtjyllands hospitaler.
Nyhedsavisen Dagens Medicin har netop kåret Aarhus Universitetshospital som Danmarks bedste store hospital og Regionshospitalet Viborg som Danmarks bedste mellemstore hospital. Regionshospitalet Silkeborg får en flot andenplads i konkurrencen om at blive Danmarks Bedste mindre hospital, mens Hospitalsenheden Vest bliver Danmarks tredjebedste mellemstore hospital.
Hospitalerne i det midtjyske løber desuden af med en række førstepladser inden for specifikke behandlingsområder.
Patienterne er vindere
- Det er bare så flot, og det vidner om et højt fagligt niveau på hospitalerne, så sidst – men ikke mindst – er det patienterne, der vinder, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Kåringerne af "Danmarks bedste" sker ud fra alle tilgængelige nationale data om kvaliteten af behandlingerne på landets sygehuse. I kåringen indgår også data fra Landsundersøgelsen for Patientoplevelser (LUP). Dette års kåringer er hovedsagligt baseret på data fra 2019, oplyser Dagens Medicin.
Fakta:
Førstepladserne inden for specifikke behandlingsområder fordeler sig sådan her på hospitalerne og hospitalsenhederne i Region Midtjylland:
Aarhus Universitetshospital
- Børnediabetes (Delt førsteplads RH Viborg)
- Geriatrisk behandling
- PCI
- KAG
- Hoftealloplastik
- Livmoderhalskræft (kirurgisk behandling)
- Lungekræft (kirurgisk behandling)
- Nyrekræft (kirurgisk behandling)
- Lever- og galdevejskræft (kirurgisk behandling)
- Sarkom
Hospitalsenheden Vest
- Myelodysplastiske syndromer
- KOL (Delt førsteplads med RH Silkeborg)
- Fødsler
- Prostatakræft
Regionshospitalet Silkeborg
- Voksendiabetes
- Hjertesvigt
- Palliativ behandling, onkologi
- KOL (Delt førsteplads med Hospitalsenhed Vest)
- Knæ-alloplastik
- Leddegigt
Regionshospitalet Randers
- Hystereskopi
- Hoftenære lårbensbrud
Regionshospitalet Viborg
- Børnediabetes (Delt førsteplads med AUH)
- Blødende mavesår (kirurgi)
Regionshospitalet Horsens
- Astma
- Screening for tarmkræft
- Rygsøjlegigt