Kan tre stik i en lymfeknude knække allergikurven?
26.02.2021
Forskning fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital viser, at en ny, lovende vaccinationsmetode mod græspollenallergi kan reducere allergisymptomer med op til 50% – og behandlingen er overstået på to måneder. Nu søger forskerne nye forsøgsdeltagere og forventer, at vaccinationen om nogle få år bliver et behandlingstilbud til alle græspollenallergikere.
Foråret er snart på vej – og med de lysere dage kommer også flere pollen i luften, som kan få allergierne til at blomstre op igen. Op mod en halv million danskere lider af høfeber, og de fleste får ikke den behandling, de har brug for.
Derfor søger forskere fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital allerede nu deltagere til afprøvning af en ny vaccinationsmetode mod græspollenallergi. Man kan blive vaccineret både i Aarhus, Viborg, Hobro, Randers, Fredericia og Odense.
- Vi håber, at vaccinationen vil virke bedre eller i hvert fald lige så godt som den behandling, der findes i dag, fortæller Karin Jeppesen. Hun er læge og ph.d.-studerende på Lungesygdomme på Aarhus Universitetshospital og er en del af det team, der leder studiet.
Den nuværende behandling består af et vaccinationsprogram med 30-50 injektioner fordelt over 3-5 år eller en tabletbehandling, hvor man skal tage en tablet hver dag i 3 år.
- Hvis resultaterne af dette nye studie bliver positive, håber vi, at den nye vaccinationsmetode med 3 injektioner på 2 mdr. kan blive et mere brugervenligt behandlingstilbud til alle danskere, der har græspollenallergi.
Første resultater er offentliggjort
Forskerne fra Lungesygdomme har allerede afprøvet vaccinationen på mere end 180 danske patienter. Det er de største studier, der hidtil er lavet med denne vaccination på verdensplan. Resultaterne herfra blev offentliggjort i de førende videnskabelige tidskrifter på området - Journal of Allergy and Clinical Immunology and Allergy - i efteråret 2020.
De viste, at vaccinationen kan reducere allergisymptomerne med henholdsvis 48,5% og 39,2%.
- De hidtidige resultater ser lovende ud. Med vaccinationen bruger vi en anden tilgang til at behandle græspollenallergi, hvor vi vænner kroppen til igen at kunne tåle et stof, som den ellers har set som et faresignal om en infektion.
- Det er helt anderledes end den sædvanlige symptomlindrende behandling med antihistamin, næsespray og øjendråber, som mange forsøger at holde symptomerne nede med.
Vaccination direkte i en lymfeknude
Den lovende vaccinationsmetode mod græspollenallergi hedder ILIT (intralymfatisk immunterapi).
Det er ikke en ny vaccine, men det er en ny måde at vaccinere på. I stedet for at vaccinere i armen, giver man injektionen i en lymfeknude i lysken, hvorfra den påvirker immunforsvaret. Dette har i flere, mindre studier vist sig at forkorte behandlingstiden og gør, at man kan bruge en lavere dosis, og stadig opnå den samme eller bedre effekt – men med færre behandlinger, bivirkninger og allergisymptomer. Metoden afprøves i dette studie på græsallergi, men forventningen er, at metoden på sigt vil kunne bruges på flere allergier.
Selve injektionen opleves typisk som mindre smertefuld end almindelige blodprøvetagninger. Det samlede behandlingsforløb består af 3 injektioner med 4 ugers mellemrum – og kan således overstås på 2 måneder.
Innovationsfonden har investeret 15,3 mio. kr. i projektet, og Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital bidrager hver med henholdsvis 2,5 mio. kr. og 7,5 mio. kr.
Fakta
- Læs mere på om det nye vaccinationsprojekt på studiets hjemmeside ilit.nu, hvor man også kan tilmelde sig studiet og stille spørgsmål til forskerne.
Flere oplysninger
- Karin Jeppesen, læge og ph.d.-studerende, Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet og Allergicenter AUH, Lungesygdomme, Aarhus Universitetshospital, karin.jeppesen@clin.au.dk / tlf. 5127 5083
- Hans Jürgen Hoffmann, professor og ph.d., Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet og Allergicenter AUH, Lungesygdomme, Aarhus Universitetshospital, hjh@clin.au.dk / tlf. 2818 8147