Maksimalt 20 km til nærmeste coronatest
26.02.2021
Fra mandag bliver der maksimalt 20 km til nærmeste coronatest i Region Midtjylland, men langt de fleste kan indenfor væsentligt kortere afstand vælge mellem PCR-test (halsen) og hurtigtest (næsen).
Et fintmasket net af testtilbud spiller en afgørende rolle i regeringens beslutning om en gradvis genåbning af dele af landet, herunder store dele af Region Midtjylland.
Ved siden af eksisterende testtilbud åbner Region Midtjylland fra mandag yderligere 21 teststeder. En del vil have åbent dagligt, mens andre mindre teststeder har åbent nogle dage om ugen i kortere tidsrum, så det er muligt lokalt at blive testet to gange om ugen.
- Test er en forudsætning for genåbning af butikker, ligesom den baner vej for, at blandt andre folkeskolernes afgangsklasser og eleverne i ungdomsuddannelsernes afgangsklasser atter kan møde ind til undervisning. Derfor sætter vi alle sejl til for at sikre, at hverken afstand eller foretrukken testtype bliver en hindring, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Der er indsat ekstra testkapacitet i weekenden.
To test om ugen
I større byer har teststederne faste åbningstider og hver dag, så der kan man selv bestemme, hvilke dage man vil testes.
I tyndere befolkede områder holder teststederne fremover åbent to gange om ugen, så alle kan blive testet med jævne mellemrum.
Der er nu 73 muligheder for at blive coronatestet i Region Midtjylland. Se oversigten over samtlige teststeder på www.corona.rm.dk
Mere behagelig næsetest
I den kommende uge ventes Falck, der for tiden står for hurtigtest i Region Midtjylland, at gå over til en ny mere behagelig type test. Den nye hurtigtest skal modsat den gamle kun få cm op i næsen.
- Vi har nok en fornemmelse af, at ubehaget ved mødet med de lange vatpinde har afholdt nogle fra at tage en hurtigtest, og den forhindring håber vi nu bliver ryddet af vejen, siger Anders Kühnau.
Hurtigtest i weekenden
Hvis der er brug for testsvar inden mandag morgen, bør PCR-test være foretaget senest lørdag, mens hurtigtesten bør foretages senest søndag.
Bemærk, at der på grund af stor interesse kun ganske få ledige PCR-tider (hals) tilbage. Evt. ledige tider fremgår af www.coronaprover.dk.
Region Midtjylland har samlet oplysninger om bl.a. test, teststeder og åbningstider på www.corona.rm.dk Siden bliver løbende opdateret.
Flere oplysninger
- Regionsrådsformand Anders Kühnau (S), tlf. 2360 2768
- Kontaktoplysninger på regionsrådets medlemmer