19.02.2021
Sidste uges voldsomme pres på bookingsupport er lettet, og nye vaccinationssteder er på vej i alle kommuner. Aarhus styrkes med to nye vaccinationssteder.
Flere folk ved telefonerne har sammen med et fald i antallet af henvendelser til Region Midtjyllands bookingsupport normaliseret ventetiden. I sidste uge blev ventetiden for nogle borgere urimelig lang, mens andre ikke kom igennem, men blev opfordret til at prøve igen senere.
Status er nu, at borgerne kommer igennem på telefonen, at køen fungerer og ventetiden er kort.
Bookingsupport er Region Midtjyllands tilbud til borgere, der er fritaget for at bruge NemID og derfor ikke selv kan bestille tid til vaccination på vacciner.dk. Supporten har de samme muligheder som andre brugere af www.vacciner.dk.
Nye tider og vaccinationssteder
Der bliver oprettet nye tider til booking efterhånden som vaccinen ankommer. I øjeblikket arbejdes der på at etablere vaccinationssteder i de kommuner, som ikke i forvejen har et vaccinationscenter. De nye vaccinationssteder afløser midlertidige adresser og ventes klar i løbet af uge 9.
Aarhus har et vaccinationscenter, men på grund af kommunens størrelse bliver der oprettet yderligere to vaccinationssteder.
Vaccinationer i næste uge
I næste uge (uge 8) planlægges en sidste runde med førstegangsvaccinationer på de midlertidige vaccinationssteder. Der bliver re-vaccineret på de samme vaccinationssteder i ugerne 9 og 11.
Vaccination på socialområdet
Planlægningen af vaccinationer på sociale botilbud er i gang i samarbejde med kommunerne. Vaccinationerne kommer til at foregå på samme måde som på plejecentre, så det er praktiserende læger, der vaccinerer, og alle beboere bliver vaccineret samtidigt.
Vaccination af hjemløse i Region Midtjylland er også under planlægning. I første omgang bliver der fokuseret på hjemløse i Aarhus Kommune. Herefter følger andre kommuner.
Hvem er nu vaccineret?
17. februar er status på antal vaccinerede i Region Midtjylland:
62.265 borgere har påbegyndt vaccinationsforløb (4,68 %).
39.532 borgere er færdigvaccineret (2,97 %)
Kontakt
- Regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
- Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på www.rm.dk/politik/regionsradsmedlemmer