29.01.2021
Lørdag underskriver regionerne nye store aftaler om hurtigtest (antigentest) af danskerne. SOS International A/S får opgaven i Region Hovedstaden, Region Midtjylland, Region Sjælland og Region Nordjylland, mens Carelink A/S hurtigtester i Region Syddanmark. Aftalerne gælder fra mandag.
Efter et intenst udbudsforløb er regionerne klar til at underskrive en ny aftale om hurtigtest af danskerne. Lørdag sætter Region Midtjylland på regionernes vegne underskrift på aftaler med SOS International A/S og Carelink A/S.
Regioner, kommuner og leverandører arbejder på højtryk, for at få detaljer og planlægning til at falde på plads.
- Vi har blandt andet brugt udbuddets stand-still-periode til en ekstra opmærksom dialog med de to leverandører om datasikkerhed, siger koncerndirektør i Region Midtjylland Anders Kjærulff.
Dialogen blev aktuel, fordi der i denne uge opstod usikkerhed om datasikkerheden hos en underleverandør af hurtigtest.
- Vi bad derfor om en redegørelse, for at sikre os at problemerne er løst og håndteret korrekt. Det kan vi se på redegørelsen, at de er, og vi er derfor parat til at tage hul på den nye aftale fra på mandag, siger Anders Kjærulff.
Til redaktionerne:
Region Midtjylland udsender en pressemeddelelse, når kontrakterne er underskrevet.
Flere oplysninger
- Koncerndirektør i Region Midtjylland Anders Kjærulff, tlf. 2016 7347