28.01.21

For at gøre det lettere for ældre at tage imod re-vaccination mod Covid-19, tilbyder region og kommuner snart midlertidig vaccination i kommuner.

Region Midtjylland etablerer i samarbejde med kommuner og praktiserende læger midlertidige lokale vaccinationssteder. Det betyder, at de ældre borgere, der nu skal have deres 2. vaccination kan blive vaccineret tættere på deres bopæl.

De nye Pop-up vaccinesteder åbner i Ringkøbing-Skjern, Skive, Norddjurs, Syddjurs, Favrskov, Hedensted, Lemvig, Odder, Skanderborg, og Struer Kommuner. Som supplement til regionens vaccinationscentre i Aarhus, Horsens, Randers, Silkeborg, Viborg, Herning og Holstebro, samt ø-vaccination på Samsø, Tunø, Anholt og Endelave.

Det lokale vaccinationssted er aftalt med den pågældende kommune. Kommunen hjælper med personale og lokaler, mens praktiserende læger står for selve vaccinationen.

- Det her et helt særligt tilbud til de borgere, der skal vaccineres for 2. gang nu. Jeg er rigtig glad for, vi sammen med kommuner og praktiserende læger kan tilbyde, at denne gruppe af borgere kan få deres re-vaccination lokalt. Indtil videre er det et midlertidigt setup i uge 5 og 6. Vi arbejder fortsat på mere langsigtede lokale løsninger, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Åbner kun kortvarigt

Pop-up vaccinationsstederne åbner fra 1. februar og skal tilbyde re-vaccination til borgere i målgruppe 2; borgere der er fyldt 65 år, der modtager både praktisk hjælp og personlig pleje. Samt udvalgte personer i risiko for alvorligt forløb med Covid-19 (målgruppe 5).

Vaccinationsstederne får begrænset åbningstid i uge 5 og 6.

Anders Kühnau roser kommuner og praktiserende læger for samarbejdet, der gør det muligt at etablere pop-up vaccinestederne hurtigt.

Kommunerne vil tage kontakt til de borgere, de hjælper med kørsel, og hvis vaccination nu kan flyttes tættere på hjemmet.
Borgere, der selv sørger for kørsel til vaccination, kan kontakte Bookingsupport på tlf. 7023 2415, hvis de ønsker at flytte deres re-vaccination til det lokale vaccinationssted.

Fakta

  • Nye midlertidige Pop-up vaccinationssteder åbner i Ringkøbing-Skjern, Skive, Norddjurs, Syddjurs, Favrskov, Hedensted, Lemvig, Odder, Skanderborg og Struer Kommuner.
  • Pop-up vaccinationsstedet er åbent for re-vaccination (2. stik) for borgere i aldersgruppen 65+ år, der modtager både praktisk hjælp og personlig pleje (målgruppe 2), samt for udvalgte personer i risiko for alvorligt forløb med Covid-19 (målgruppe 5).
  • Pop-up vaccinationsstedet ventes at være åbent 3-5 timer om dagen i to gange 2-3 dage.
  • Kommunerne kontakter de borgere, hvis vaccinationen nu kan flyttes til et vaccinationssted tættere på hjemmet.
  • Kommunen stiller lokaler og personale til rådighed, regionen leverer vacciner og værnemidler og en praktiserende læge vaccinerer.
  • Se adresser på vaccinesteder her

Kontakt