Der er brugt 150 kg. emballageplast fra Regionshospitalet Randers til de 700 stole. De resterende 2500 kg. er indsamlet fra Randers Kommune. Foto: Helle Brandstrup Larsen
20.01.2021
Regionshospitalet Randers har modtaget de første 250 af i alt 700 helt nye stole lavet af genanvendt plast, som bl.a. bliver fremstillet af plastaffald fra hospitalets patientkøkken. De nye stole til kontorer, venteværelser og sengestuer er første skridt på vejen til et cirkulært forbrug på hospitalet.
Gennem det seneste år har køkkenpersonalet på Regionshospitalet Randers indsamlet smørbøtter, yoghurtbægre og andet emballageaffald af plastik, der ellers ville være blevet smidt ud. Affaldet er sammen med plastaffald fra borgernes renovation i Randers Kommune blevet brugt til at fremstille de første 250 af i alt 700 stole lavet af genanvendt plast. Stolene er af modellen FALK, fremstillet af designmøbelproducenten HOUE, og skal bruges på sengestuer, kontorer og venteværelser på hospitalet.
Emballageplast kommer patienter og personale til gode
Hospitalsdirektør Jonas Dahl glæder sig over, at de første 250 stole af genanvendt plast nu er taget i brug på Mave-Tarm Kirurgisk Sengeafsnit på Regionshospitalet Randers.
- De nye stole er et godt eksempel på, hvordan vi skaber et cirkulært forbrug af eget plastaffald. Nu får vi emballageplasten tilbage i form af en stol, som er til gavn for patienter, pårørende og personale. Det kan være, at nogle af vores patienter fra Randers Kommune selv har leveret emballageplast til vores nye stole, siger Jonas Dahl og tilføjer:
- Vi ser stort potentiale i det cirkulære forbrug, og vi er nu i gang med at undersøge, hvordan vi kan udbrede det, da det også er en måde at gøre driften af vores hospital mere bæredygtig på.
Et bæredygtigt og langtidsholdbart produkt
Udskiftningen af de 700 stole på hospitalet sker, fordi der bliver stillet højere krav til rengøringen end tidligere. De ældre stole er udført i møbelstof, og kan ikke holde til at blive sprittet af, hvilket er nødvendigt - særligt i en tid med COVID-19.
- Vi har også gerne villet opnå et mere moderne og ensartet udtryk i vores møbler på hospitalets afdelinger. Stolene er første skridt på vejen til en mere generel modernisering af møblementet på hospitalet. Da det er dyrt at udskifte så mange stole, har vi også ønsket at købe et bæredygtigt og langtidsholdbart produkt, siger Dorte Baarup, servicechef.
Serviceafdelingen står for at udskifte de mange stole på hospitalet, og vil også stå for at sikre, at de gamle møbler i stof enten bliver solgt videre, doneret til gode formål som eksempelvis herberger og krisecentre, eller destrueret. Alle materialer fra de møbler, der ikke længere kan bruges som møbler, bliver frasorteret til genanvendelse.
Kun et af flere nye tiltag
De nye stole af genanvendt plast er kun et af de tiltag, som Regionshospitalet Randers har sat i gang for at skabe et cirkulært forbrug på hospitalet. Hospitalet har også andre spændende projekter i gang i forhold til affaldssortering og genanvendelse.
- Vi arbejder på flere nye idéer inden for genanvendelse. Lige nu undersøger vi, om vores samarbejde om stolene kan fortsætte, så plastaffaldet kan blive til andre møbler - f.eks. borde. Vi har også nogle plasttekstiler, som man bruger i forbindelse med sterilisering af instrumenter, der måske kan bruges som møbelpolstring, fortæller Lærke Klausen, der er hospitalets bæredygtighedskoordinator.
Flere oplysninger
- Jonas Dahl, hospitalsdirektør, tlf. 7842 0105
- Dorte Baarup, servicechef, tlf. 7842 2901
Fakta
cirkulær proces – fra plastaffald til FALK-stol
Emballageaffaldet fra Patientkøkkenet på Regionshospitalet Randers bliver i første omgang renset og findelt.
Derefter køres det til et plaststøberi, som indfarver den findelte plast, og støber skallen til stolen. Designmøbelproducenten HOUE sætter ben på skallen, og den færdige stol er klar til patienter, pårørende og personale på hospitalet.
FALK-stolen er designet af Thomas Pedersen og er certificeret med EU-Blomsten (ECO-Label). Stolen bliver til i et samarbejde mellem Dansk Affaldsminimering, MV Plast i Randers og HOUE.
Der er brugt 150 kg. emballageplast fra Regionshospitalet Randers til de 700 stole. De resterende 2500 kg. er indsamlet fra Randers Kommune.