11.06.2021

Anette Rantala Sørensen er ansat som oversygeplejerske på Aarhus Universitetshospital (AUH) pr. 1. september. Anette Rantala Sørensen er lige nu ansat som leder af Vaccinationsindsatsen ved AUH.

Anette Rantala Sørensen er 44 år gammel, uddannet sygeplejerske i 1999 og intensivsygeplejerske i 2004. Fra 2000-2001 arbejdede hun som sygeplejerske på daværende Hæmatologisk Afdeling, Aarhus Amtssygehus, i 2001-2007 på daværende Neurokirurgisk Intensiv Afdeling, Aarhus Kommunehospital og i 2007-2009 i Skadestuen på AUH.

I 2009-2011 blev Anette ansat som klinisk koordinator på Observationsafsnittet på AUH og blev i 2011 afdelingssygeplejerske på OVITA, AUH. I 2012 ansættes Anette som afdelingssygeplejerske for daværende sengeafsnit og ambulatorium, Plastikkirurgisk afdeling (senere Plastik- og Brystkirurgi), AUH, inden hun i 2020 blev ansat som leder af Vaccinationsenheden på AUH. 

Som leder af Vaccinationsenheden på AUH har Anette Rantala Sørensen stået i spidsen for opbygningen af fem vaccinationscentre med funktionsledelse, 600 medarbejdere og en kapacitet til dagligt at kunne vaccinere 11.000 borgere. Hun har ligeledes været ansvarlig for at opbygge et tværfagligt vaccinationsteam, som håndterer data, udarbejder prognoser, og som har faglig forankring i en følgegruppe af tværfaglige klinikere på tværs af specialer på AUH.

Derudover har Anette også ledet oprettelsen af en regional visitationsenhed til håndtering af alle regionale henvisninger til COVID-19 vaccination fra privat praktiserende læger i Region Midtjylland.

Anette har en diplomuddannelse i ledelse fra 2014 og en Master i Læring og Organisationspsykologi fra 2021. Hun har ligeledes efteruddannet sig på flere af Region Midtjyllands lederuddannelser og er uddannet forbedringsvejleder i 2018.

Om ansættelsen af Anette Rantala Sørensen:

- Det er med stor glæde, at vi har indgået aftale med Anette Rantala Sørensen om at tiltræde som oversygeplejerske i Neurologi. Anette har været energisk med at efteruddanne sig og dygtiggøre sig gennem årene på AUH. Senest har hun som leder af Vaccinationsindsatsen ved AUH vist, at hendes ambitionsniveau og store talent for ledelse og organisationsudvikling flugter med de store ambitioner, som AUH har på det neurologiske område. Derudover har Anette kendskab til feltet fra sine mange års ansættelse inden for neurokirurgien, og derfor er vi i hospitalsledelsen overbeviste om, at hun er det rigtige valg som oversygeplejerske i Neurologi, siger AUH's hospitalsdirektør Poul Blaabjerg.