02.06.2021
Lægevagten flyttede ind, så snart de meget brugte hospitalsfunktioner fik pakket ud i nye lokaler i Center for Sundhed i Holstebro. Mandag bliver de nye funktioner vist frem for nordvestjyske borgmestre og regionsformanden. Pressen er velkommen.
I små 14 dage har borgerne i Nordvestjylland kunne få taget f.eks. blodprøver, undersøgt øjne, blive fulgt i kræftforløb og gå til fødselsforberedelse i Center for Sundhed. Tirsdag fulgte Lægevagten efter med sin konsultation, der deler sin åbningstid mellem Stationsvej og de kendte lokaler på hospitalet i Holstebro.
- Flytningen er gået godt, siger sygeplejefaglig direktør i Hospitalsenheden Vest, Ida Götke, som oplever at borgerne er glade for nærheden. Hun oplever også borgernes nysgerrighed og ind imellem overraskelse over, hvad der kan klares i Center for Sundhed.
Muligheder i sundhedstilbud
De ny-indflyttede behandlingstilbud er funktioner under afdelingerne i Hospitalsenheden Vest.
Mandag eftermiddag bliver Holstebros borgmester H.C. Østerby, Struers borgmester Niels Viggo Lynghøj og regionsrådsformand Anders Kühnau introduceret til de nye funktioner i det fælles sundhedscenter. Ida Götke viser rundt, og et af stoppene bliver Lægevagtens nye base.
Samlet fylder de regionale funktioner 17% af centeret, der blev taget i brug i foråret 2018.
Flere flyttekasser på vej
Efter sommerferien får blodtappevognen "Dracula" stoppested på parkeringspladsen udenfor Center for Sundhed, og senere på året, når flytningen til RH Gødstrup forventeligt er en realitet, flytter også hjerteklinik og røntgen og akutklinikken ind på Stationsvej.
Fælles Center for Sundhed
Udover regionale funktioner rummer sundhedsbyggeriet også en lang række kommunale funktioner som f.eks. Holstebro Kommunes tandpleje, akutpladser og sygeplejeklinik. Hertil kommer praktiserende læger og en specialtandlæge.
Til medierne
- Pressen er velkommen til at deltage, og de tre politikere står til rådighed for evt. interviews.
- Besøget begynder kl. 15.45
- Vi beder om tilmelding senest 7. juni kl. 10.00 til broens@stab.rm.dk.
- Se alle tilbud i Center for Sundhed på https://centerforsundhedholstebro.dk/