22.06.2021
Interessen for at blive testet for COVID-19 er i den seneste tid faldet så meget, at 21 teststeder lukker i løbet af de kommende uger. - I bund og grund er det en rigtig god nyhed, fordi det afspejler bl.a. lav smitte i samfundet, siger regionsrådsformand i Region Midtjylland Anders Kühnau.
Søgningen til Region Midtjyllands testtilbud er faldet markant, og faldet ser ud til at fortsætte.
Regionen tilpasser derfor nu antallet af teststeder, men fastholder fortsat, at der maksimalt må være 20 km til nærmeste test, ligesom der fortsat skal være tilbud om både hurtigtest og PCR-test i alle kommuner.
- Det er jo i bund og grund en rigtig god nyhed, at mange af os ikke længere har brug for en test hver 3. eller 4. dag. Det vidner om, at mange er vaccineret og smittespredningen er lav. Men jeg vil gerne understrege, at skulle billedet skifte, så kan vi meget hurtigt stille med det store testtilbud igen, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Nye teststeder i sommerlandet
21 teststeder lukker i løbet af de kommende uger, mens to nye kommer til. Af hensyn til de mange gæster i sommerlandet åbner i næste uge (uge 26) nye hurtigteststeder i Søndervig ved Vestkysten og Glesborg på Norddjurs.
Tilpasningen i antallet af teststeder fortsætter, så der hele tiden er en rimelig balance mellem behov og udbud.
Teststeder der lukker
Fra uge 26:
• Asagarden, Holstebro Kommune
• Mejdal, Holstebro Kommune
• Kragelund, Silkeborg Kommune
• Lunden, Silkeborg Kommune
• Tungelund, Favrskov Kommune
• Laurbjerg, Favrskov Kommune
• Horsens bytorv, Horsens Kommune
• Jethallen Karup, Viborg Kommune (Holder kun lukket i uge 26)
Fra uge 27:
• Filmbyen 21, Aarhus Kommune
• Tranbjerg Sognegård, Aarhus Kommune
• Trige Sognegård, Aarhus Kommune
• Solbjerg fritidscenter, Aarhus Kommune
• Skødstrup Sognegård, Aarhus Kommune
• Beder sognegård, Aarhus Kommune
• Harlev, Aarhus Kommune
• Højbjerg, Aarhus Kommune
• Lystrup Idrætscenter, Aarhus Kommune
Fra uge 28:
• Sunds, Herning Kommune
• Hammerum, Herning Kommune
• HP Hansens vej, Herning Kommune
• Thyrasvej, Herning Kommune
Se et kort med samtlige testtilbud i hele Danmark på www.coronasmitte.dk
Samarbejde om tilpasning
Region, kommuner og leverandøren Falck har samarbejdet tæt om planen for testindsatsen hen over sommeren. I planlægningen er der taget højde for efterspørgsel, turistdestinationer, og fysiske rammer på teststederne.
Region Midtjyllands hjemmeside har svar på spørgsmål om test og vaccine. Besøg den på adressen www.corona.rm.dk
Flere oplysninger
- Regionsrådsformand Anders Kühnau (S), tlf. 2360 2768
- Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer https://www.rm.dk/politik/regionsradsmedlemmer/