21.06.2021
Ph.d. Simon Winther fra Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet og Hjerteforskningsklinikken i Hospitalsenheden Vest er bevilget 10 millioner kroner af Novo Nordisk Fonden til udvikling af en personlig risikoprofil til diagnostik af forkalkning i hjertets kranspulsårer.
Formålet med det nye forskningsstudie er at udvikle et nyt diagnostisk redskab; en personlig risikoprofil, der vil kunne betyde, at flere personer med risiko for forkalkning i hjertets kranspulsårer opdages end tilfældet er i dag.
Det fortæller ph.d. Simon Winther fra Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet og Hjerteforskningsklinikken i Hospitalsenheden Vest, der står i spidsen for det nye studie, der foregår i et samarbejde med de øvrige hjerteafdelinger i Region Midtjylland.
Den personlige risikoprofil laves ved hjælp af avancerede computerberegninger baseret på tusindvis af sygdomsdata, genetisk information og proteinmålinger i blodet.
Ifølge ph.d. Simon Winther er der tale om et omfattende datasæt, som kommer fra op mod 5.000 hjertepatienter, der aktuelt deltager i et stort multicenterstudie inden for hjertesygdomme ved Hjerteforskningsklinikken i Hospitalsenheden Vest; DAN-NICAD.
- Takket være bevillingen kan vi dykke meget dybere ned i de store mængder data, vi har. Muligheden for at trække sygdomsmønstre til den personlige risikoprofil fra så stort et datasæt kan potentielt set revolutionere diagnostikken af alvorlig hjertekarsygdom. Og håbet er, at den nye risikoprofil bedre vil kunne identificere de patienter og især kvinder, som har gavn af videre udredning, siger ph.d. Simon Winther, der tilføjer:
- Tidligere resultater fra DAN-NICAD-studierne viser, at genetisk information forbedrer risikovurderingen af forkalkning i hjertet betragteligt, og især, når det drejer sig om kvinder.
Flere oplysninger
- Simon Winther
Klinisk lektor, MD og ph.d.
Institut for Klinisk Medicin
Aarhus Universitet
Hjerteforskningsklinikken
Hospitalsenheden Vest
simwin@rm.dk
Fakta
- Hvert år bliver 20.000 danskere, der har symptomer på forkalkning i hjertets kranspulsårer, fx brystsmerter og åndenød, undersøgt hos lægen, der laver en tidlig vurdering af patienten med udgangspunkt i anerkendte kliniske og miljømæssige risikofaktorer: alder, køn, symptomer, sygdomshistorik i familien, rygning, diabetes og forhøjet blodtryk.
- Selv om der tages højde for rækken af risikofaktorer i den tidlige vurdering, så er der personer – særligt kvinder - der risikerer at blive oversete i den tidlige udredning, da de ikke tilhører samme risikogruppe som mænd. Herudover er symptomerne på forkalkning i hjertets kranspulsårer ofte diffuse.