29.06.2021

De tekniske løsninger er fundet, og overblikket over de sidste udestående arbejder er dannet. Men usikkerheder om aftaler med håndværkere og materialeleverancer udsætter præsentation af ny flyttetidsplan til slutningen af august.

Byggeorganisationen har brugt den sidste måned på at få et samlet overblik over udestående arbejder på byggepladsen og at afklare de tekniske udfordringer, der tilsammen tegnede et for højt risikobillede til at kunne fastholde en flytning til Regionshospitalet Gødstrup til efteråret.

Eksempelvis er der indgået aftale med en ny leverandør af affalds-linnedsug, fordi den tidligere leverandør ikke kunne levere til aftalt tid og økonomi. Der er også, i et tæt og godt samarbejde med brandmyndighederne, fundet løsninger på brandtekniske udfordringer i relation til hospitalets AGV'ere (transport-robotter). 

Men desværre er det ikke alt, der er faldet endeligt på plads. Ønsket var, at der inden sommerferien kunne præsenteres en revideret flyttetidsplan, men med opgavernes høje teknologiske kompleksitet, en sommerferie lige om hjørnet og travlhed i byggebranchen, har det vist sig at tage lidt ekstra tid. Usikkerheder om aftaler med håndværkere, og ventetider på materialeleverancer i en travl byggebranche, får byggeorganisationen til at udsætte udmeldingen om en ny flyttedato.

Først når alle aftaler er endeligt på plads, kan der udarbejdes en flyttetidsplan og meldes en ny flyttedato ud.

Arbejdet fortsætter hen over sommeren

For at sikre projektets færdiggørelse vil der inden sommerferien blive gennemført afleveringsforretninger med byggepladsens tre tilbageværende storentreprenører.

I de kommende uger og hen over sommeren fortsætter arbejdet med at få alle aftaler på plads i forhold til byggeriets afsluttende arbejder. Parallelt med disse arbejders udførelse, i sensommeren og efteråret, vil de sidste tests af hospitalets mange tekniske løsninger blive gennemført. Samtidig vil hospitalet blive gjort helt klart: Rengøring, forsyninger på plads i alle rum og bygherreleverancer i form af medico-udstyr m.v.

Hospitalets personale fortsætter samtidigt flytteforberedelserne, der blandt andet indeholder træning og test af de nye funktioner og arbejdsgange, som venter på det nye og højteknologiske hospital i Gødstrup.   

Flere oplysninger

Hospitalsdirektør Poul Michaelsen

Mobil: 2137 5007

E-mail: poumic@rm.dk

Pressekontakt Dorthe Gærup Nielsen

Mobil: 6137 9386

E-mail: dogani@rm.dk