23.06.2021 

I dag har regionsrådet vedtaget Råstofplan 2020, som skal sikre forsyning af fx sand og grus de næste 12 år frem. Planen betyder samlet set væsentligt færre graveområder og råstof-interesseområder i den midtjyske region end tidligere.

Et flertal i regionsrådet stemte i dag for Råstofplan 2020 for Region Midtjylland. Planen omfatter 22 nye graveområder, hvoraf 17 af dem er udvidelser af eksisterende graveområder. Arealmæssigt er råstofgraveområderne reduceret med ca. 2.400 ha i forhold til den tidligere Råstofplan 2016.

Luftfotoet er taget over Tulstrup Grusgrav i Ikast-Brande Kommune.

Et eksempel på en grusgrav i Region Midtjylland. Luftfotoet er taget over Tulstrup Grusgrav i Ikast-Brande Kommune. Fotoet er fra 2020. Foto: Region Midtjylland. 

Foruden graveområderne omfatter Råstofplan 2020 også yderligere 8 nye råstofinteresseområder. Interesseområderne er arealer, hvor der ikke kan søges tilladelse til at indvinde råstoffer. Det er derimod områder, hvor regionsrådet har en interesse i, at der eventuel kan graves råstoffer engang i fremtiden. Arealmæssigt er råstofinteresseområderne reduceret med ca. 1.000 ha i forhold til Råstofplan 2016. 

- Jeg er glad for, at vi nu har en ny råstofplan med færre områder til grusgrave, men hvor der kan indvindes nok råstoffer til at dække behovet. Det er en vigtig, men også vanskelig balance, når vi som region skal træffe beslutning om råstofområder. På den ene side skal vi sikre et hensyn til samfundet, der har brug for råstoffer. Men vi skal også have øje på hensynet til borgerne, omgivelserne og ikke mindst bæredygtigheden fx hvor tæt på en grusgrav råstofferne skal bruges, så vi undgår unødig tung lastbiltransport, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S). 

Enkelte graveområder fik ekstra opmærksomhed

Op til regionsrådets møde havde forretningsudvalget indstillet Råstofplan 2020 til godkendelse. Men forretningsudvalget havde samtidig bedt om at få belyst konsekvenserne, hvis råstofgraveområde Addit Syd nær Sdr. Vissing i Horsens Kommune skulle ændre status til råstofinteresseområde, og hvis råstofområde Kragelund i Hedensted Kommune skulle udgå af råstofplanen.

Regionsrådet drøftede på sit møde i dag bl.a. områderne Addit Syd og Kragelund, men et flertal stemte for at fastholde råstofplanen uændret, så både Addit Syd og Kragelund de næste 12 år er råstofgraveområder. Alternativet og Enhedslisten stemte imod Råstofplan 2020. 

- Vi ved, at ikke alle bliver lige glade for en råstofplan. Men vi har en bunden opgave, og samtidig har vi i høringsfasen fået mange input. Det har faktisk gjort, at der er sket ret store ændringer i vores forslag til råstofplan sammenlignet med den plan, vi har vedtaget i dag, siger formand for udvalget for regional udvikling Jørgen Nørby (V). 

Knap 300 høringssvar

I høringsperioden har Region Midtjylland holdt fire virtuelle borgermøder, haft ca. 500 samtaler med borgere, myndigheder og råstofindvindere og modtaget knap 300 høringssvar fra borgere, grundejerforeninger, interesseorganisationer, myndigheder, foreninger, indvindere og råstofbranchen. Mange af høringssvarene rummer bekymringer fra særligt naboer og nærliggende bysamfund, som er optaget af risikoen for støj, støv og tung trafik i forbindelse med en råstofgrav. 

Høringen fra 8. juni til 1. september sidste år og den politiske behandling i dag har givet anledning til justeringer. Af de 25 råstofgraveområder, der lå i forslaget, er to områder ændret til råstofinteresseområder og et område er taget ud. Herudover er 12 af råstofgraveområderne reduceret med i alt 107 ha tilsammen. 

Fire ugers klagefrist

Råstofplan 2020 er med regionsrådets godkendelse i dag trådt i kraft. Det er dog under forudsætning af, at evt. retlige klager til Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke giver anledning til ændringer i planen. Når en råstofplan er offentliggjort følger fire ugers lovbestemt klagefrist. Der kan ikke klages over planens hensigtsmæssighed eller afvejning af interesser og hensyn. 

Alle høringssvar og de foreslåede grave- og interesseområder i Råstofplan 2020 kan ses på: råstofplan2020.rm.dk