27.05.2021

Når børn bliver indlagt på hospitalet, følger der i dag gratis mad og drikke med til én medindlagte forælder. Onsdag besluttede regionsrådet, at forælder nummer to til børn indlagt på én af regionens børneafdelinger også skal have mulighed for at spise med uden betaling. Regionsrådet har fremover afsat 3,5 mio. kr. til formålet.

Når børn og unge bliver indlagt på en af Region Midtjyllands fire børneafdelinger/Børn- og Ungeafdelinger og på afdelingen for for tidligt fødte på Regionshospitalet Horsens, bliver der normalt kun serveret måltider til den ene af forældrene. Forælder nummer to har selv skullet betale for egen forplejning.

Første store skridt

Med beslutningen ønsker partierne bag den gældende økonomiaftale at understøtte ligestilling, lighed i sundhed, pårørendeinvolvering og en god start på livet for alle. Midlerne rækker foreløbigt til at fjerne brugerbetalingen for forælder nummer to på børneafdelingerne i regionen, men ikke til f.eks. fædre/partnere i forbindelse med barselsophold.

Begge forældre er vigtige

- Set med børneøjne, er mor og far lige vigtige. Måske er de bedst til forskellige ting, men sammen er de typisk barnets primære tryghed og dermed også en vigtig stemme i behandlingen. Derfor har regionsrådet besluttet at fjerne brugerbetalingen for forælder nummer to på børneafdelingerne. Og selvom vi ikke har økonomi til at fjerne al egenbetaling for kost og overnatning for ikke-medindlagte forældre, så synes jeg vi tager et vigtigt skridt i den rigtige retning, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Brugerbetalingen for forælder nummer to på Region Midtjyllands fire børneafdelinger/Børn- og Ungeafdelinger og på afdelingen for tidligt fødte på Regionshospitalet Horsens stopper med virkning fra 15. juni 2021.

 

Flere oplysninger