11.05.2021

Hospitalerne vil genanvende mere plastaffald. Legepladsproducenten KOMPAN vil udlede mindre CO2. De to mål er mødtes i partnerskabet CirkulærPlay: Her er offentlige og private aktører gået sammen om at omdanne plastaffald fra regionens hospitaler til en værdifuld ressource i form af en legeplads. Projektet er nomineret til Plastprisen 2021.

CirkulærPlay er et partnerskab mellem Region Midtjylland, Compas, Randers Kommune, Dansk Affaldsminimering og KOMPAN. Parterne har i de sidste to år samarbejdet om at skabe en bæredygtig legeplads. Arbejdet har afsæt i FN’s 17 Verdensmål og har både fokus på de sociale og miljømæssige aspekter af bæredygtighed. Ordet legeplads skal derfor også forstås i sin bredest mulige forstand: Det færdige produkt vil være et inkluderende offentligt aktivitetsrum, hvor der er fokus på sundhed og trivsel.

Men det endelige mål er ikke kun en legeplads. Målet er også, at partnerskabet bliver en inspirationskilde for brugere, borgere, interessenter og andre kommuner til, hvordan de kan arbejde med verdensmålene og bruge dem som udgangspunkt for bæredygtige projekter.

- Projektet skal både fremme genanvendelsen af plastaffald i Danmark og vise værdien af et godt offentligt-privat partnerskab. Det brede samarbejde er vigtigt for at sikre et produkt, der er skabt ud fra principperne fra cirkulær økonomi. Et cirkulært livsforløb for produktet kræver, at vi har hele værdikæden med, og at vi bevæger os frem og tilbage mellem de private og de offentlige aktører, siger Merete Valbak, leder af Compas i Hedensted, der arbejder strategisk med cirkulær økonomi.  

Affald som en ressource

Plasten stammer fra Regionshospitalet Horsens, Aarhus Universitetshospital og fra Regionshospitalet Randers. Alene fra operationsgangen i Randers udgår der ca. 33 kg plastaffald om dagen – i stigende grad til genanvendelse, men langt størstedelen fortsat som restaffald til afbrænding.

- I Region Midtjylland har vi et mål om, at 70 pct. af vores affald skal kunne genanvendes i 2030. CirkulærPlay er et godt eksempel på, hvordan vi kan være med til at præge en bæredygtig udvikling, hvis vores affald produceres og sorteres på en måde, så det kan genanvendes, siger Maria Gaden, faglig leder af Center for Bæredygtige Hospitaler i Region Midtjylland.

 Legeplads lavet af plastaffald set oppefra

Illustration: Forslag til legepladsen udformning

Privat og offentligt samarbejde bag

Skabelsen af bæredygtige offentlige rum som legepladser af genanvendt plast, er en fremtid, som KOMPAN gerne vil være en medspiller i. CirkulærPlay er et eksempel på, hvordan partherskaber mellem offentlige og private virksomheder kan fremme sundhed og bæredygtighed. 

- Det er vigtigt, at vi som hospital og offentlig virksomhed går med i projekter som det her, for vi har et stort ansvar for at mindske klimaaftrykket. Og at det så ender med en legeplads, der kan bruges rekreativt, er jo bare endnu en bæredygtig gevinst, siger hospitalsdirektør Jonas Dahl, Regionshospitalet Randers.

Nomineret til Plastprisen 2021

Det stærke samarbejde mellem offentlige og private aktører er en af årsagerne til, at CirkulærPlay er nomineret til Plastprisen 2021. En pris som Plastindustrien uddeler til ekstraordinære projekter i den danske plastbranche. Vinderen af Plastprisen 2021 afsløres på Plastdagen den 20. maj.

Partnerskabet bag CirkulærPlay forventer at kunne indvie en færdig legeplads senere på året.

Fakta om CirkulærPlay-projektet

  • CirkulærPlay er et partnerskab mellem KOMPAN, Region Midtjylland, Randers Kommune, Dansk Affaldsminimering og Compas.
  • En legeplads af hospitalsplastaffald og andre genanvendte materialer skal være et konkret eksempel på en business case, der er skabt ud fra verdensmålene.
  • Projektet skal eksemplificere, hvordan man kan arbejde i partnerskaber og vise sammenhængskraften mellem offentligt og privat samarbejde.
  • Projektet skal vise vejen for, hvordan man i Danmark konkret kan fremme genanvendelsen af plastaffald ved at arbejde med cirkulær økonomi og verdensmålene.
  • Nomineret til Plastprisen 2021

CirkulærPlay tager udgangspunkt i følgende verdensmål:

  • Nr. 3 - projektets fokus er overordnet i forhold til sundhed og trivsel.
  • Nr. 11,7 – at skabe universel adgang til sikre, inkluderende og tilgængelige, grønne og offentlige rum, for kvinder/mænd og børn, for ældre mennesker og for personer med handicap.
  • Nr. 12,5 – at reducere affaldsmængden væsentligt gennem forebyggelse, reduktion, genvinding og genbrug.
  • Nr. 17 – at skabe effektive offentlige partnerskaber, offentligt-private partnerskaber og civilsamfundspartnerskaber, som bygger på erfaringer og ressourcestrategier fra partnerskaber.

Kontaktpersoner

  • Merete Valbak, leder, Compas tlf.: 29 25 79 86
  • Jonas Dahl, hospitalsdirektør, Regionshospitalet Randers, tlf.: 7842 0105
  • Maria Gaden, faglig leder, Center for Bæredygtige Hospitaler, tlf.: 2467 6105