12.05.2021
Der er høj efterspørgsel efter pladser på det socialpsykiatriske bosted Holmstrupgård i Aarhus. Så høj, at institutionen nu har fået regionsrådets godkendelse til at udvide med et nyt lejemål på Runetoften i den vestlige del af Aarhus.
- Jeg er glad for, at vi med godkendelsen af lejemålet kan bidrage til, at Holmstrupgård fortsat kan hjælpe unge med psykiatriske vanskeligheder og at det ikke er de fysiske rammer, der står i vejen for, at vi kan levere en socialfaglig indsats af meget høj kvalitet, siger regionsrådsformand Anders Kühnau.
Baggrunden for ønsket om en udvidelse er, at stadig flere unge bliver indskrevet på Holmstrupgård. Det har ført til ansættelsen af flere medarbejdere. Derudover har Holmstrupgård en målsætning om at specialisere sig i endnu højere grad med flere nye tiltag.
- Udvidelsen er tegn på, at Holmstrupgård lykkes med at hjælpe unge, der har det rigtig svært. Der er dygtige medarbejdere, høj faglighed og den nødvendige specialiserede viden, som de her unge har brug for. Men det er desværre også et tegn på en udvikling, hvor flere og flere unge har brug for den hjælp Holmstrupgård kan give, siger Jacob Klærke, formand for regionens psykiatri- og socialudvalg.
Det nye lejemål skal fortrinsvis bruges til familiebehandling og kontorfaciliteter.
Indflytningen sker til sommer.
Fakta
- Holmstrupgård er en selvejende institution, der har indgået driftsoverenskomst med Region Midtjylland og dermed er en del af den regionale indsats på socialområdet.
- Holmstrupgård yder en højt specialiseret indsats for unge mellem 14-23 år med en psykiatrisk lidelse og tilbyder døgnbehandling, dagtilbud og efterværn/udslusning.
- Hovedmatriklen ligger i Brabrand, men derudover har Holmstrupgård enkelte satellitafdelinger andre steder i Aarhus Kommune.
- Læs mere om Holmstrupgård: www.holmstrupgaard.rm.dk
Flere oplysninger
- Regionsrådsmand Anders Kühnau, tlf. 23 60 27 68
- Udvalgsformand Jacob Isøe Klærke, tlf. 26 83 74 96
- Områdechef Rasmus L. Dinnesen (Holmstrupgård): 51 73 25 53