Livline til tværsektorielt lungeteam forebygger indlæggelse af KOL-patienter
12.05.2021
KOL-patienter fik færre indlæggelser, da kommunens akutsygeplejersker og hospitalets lungesygeplejerske gik sammen i et lungeteam, patienterne kunne kontakte døgnet rundt.
Et forskningsprojekt har vist, at det forebygger indlæggelser og skaber mere tryghed, hvis patienter med svær kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) har mulighed for at kontakte et tværsektorielt lungeteam og få behandlet forværring af deres KOL-sygdom tidligt. Resultaterne er så gode, at Aarhus Kommune og Aarhus Universitetshospital har valgt at gøre det tværsektorielle lungeteam permanent.
- Patienterne siger selv, at de ikke oplever at blive taget alvorligt og få ordentlig hjælp, når de kontakter sundhedsvæsenet om deres KOL. Når man spørger dem, siger mange, at de ønsker sig en hotline til en lungesygeplejerske. Og vi ved fra studier, at KOL-patienter udskyder kontakten til læge og sygehus, når de oplever forværring af deres KOL, siger sygeplejerske og ph.d. Birgit Refsgaard.
- Derfor ender det ofte med, at de indlægges via 112 eller vagtlægen. Som regel skal der kun en kort indlæggelse til, men det er en stor og sårbar gruppe, og derfor satte vi os sammen med Aarhus Kommune og en praktiserende læge for at se, om vi kunne gøre det bedre for disse patienter.
Birgit Refsgaard har netop forsvaret sit ph.d.-projekt, om tilknytning til et tværsektorielt lungeteam kan reducere antallet af indlæggelser og indlæggelsesdage for patienter, der har svær KOL.
Færre og kortere indlæggelser
I forskningsprojektet blev 144 patienter ved lodtrækning fordelt i to grupper, hvor den ene gruppe var tilknyttet et tværsektorielt lungeteam, og den anden gruppe kunne kontakte egen læge eller KOL-klinikken som vanligt. Resultaterne blev sammenlignet mellem de to grupper, for at undersøge effekten.
Patienter tilknyttet tværsektorielt lungeteam | Patienter i kontrolgruppen | |
Årligt antal indlæggelser pr. patient på grund af forværring af KOL | 0,6 | 1,9 |
Antal indlæggelsesdage pr. indlæggelse på grund af forværring af KOL | 3,3 | 4,5 |
Indsatsen reducerer antallet af hospitalsindlæggelser og længden af den gennemsnitlige indlæggelse blandt patienter med svær KOL. Kun tre af de patienter, der var tilknyttet det tværsektorielle lungeteam, benyttede sig ikke af muligheden for at kontakte lungeteamet, og frafaldet fra studiet var meget lille. Flere patienter i kontrolgruppen har efterfølgende tilmeldt sig den permanente ordning.
Det tværsektorielle lungeteam bestod af sygeplejersker fra Lungesygdomme på Aarhus Universitetshospital og Akutteamet i Aarhus Kommune, og teamet er nu gjort permanent. Det er lungesygeplejersker på fra Aarhus Universitetshospitals KOL-klinik, der indgår i teamet sammen med kommunens akutsygeplejersker.
Lærer af hinanden
Teamet sidder i dagtimerne på hverdage sammen i kommunen, og det er en stor fordel.
- At arbejde sammen fysisk betyder selvfølgelig, at sygeplejerskerne i Akutteamet lærer mere om mulighederne for at behandle lungesygdomme, men vi lærer også meget af at komme med ud i hjemmet hos patienterne og om de muligheder, kommunen har for at hjælpe og støtte disse patienter, siger Birgit Refsgaard.
Patienterne kan kontakte teamet per telefon døgnet rundt. Det tværsektorielle lungeteam kan komme på hjemmebesøg, og ved tegn på forværring i sygdommen kan sygeplejerskerne iværksætte behandling i samråd med en lungemedicinsk læge.
- Vi gør meget ud af lære patienterne, at de skal ringe ved tegn på forværring, og at de hellere skal ringe en gang for meget end en gang for lidt, siger Birgit Refsgaard.
- Hvis patienten har en bakteriel infektion, kan vi behandle med antibiotika, som vi har mulighed for at give intravenøst, uden at patienten skal på hospitalet. Og så har vi bl.a. mulighed for at give binyrebarkhormon samt ilt- og CPAP-behandling. Ofte har patienterne også brug for en snak om angst, når de får forværring af deres KOL.
På landsplan bliver 20 pct. af patienter med svær KOL, der har været indlagt på hospital, genindlagt inden for en måned – og dødeligheden er ca. 10 pct. inden for en måned.
Bag om forskningsresultatet
Studietype: Randomiseret kontrolleret forsøg
Samarbejdspartnere: Lungesygdomme på Aarhus Universitetshospital, Akutteamet i Aarhus Kommune og Forskningscenter for Patientinvolvering ved Aarhus Universitet og Region Midtjylland
Ekstern finansiering: Novo Nordisk Fonden, Helsefonden, Dansk Sygeplejeråds sygeplejefaglig forskningsfond m.fl.
Interessekonflikter: Nej
Læs den videnskabelige artikel
Birgit Refsgaard Iversen, Lotte Ørneborg Rodkjaer, Vibeke Bregnballe & Anders Løkke (2021) Clinical Outcome of a Cross-Sectorial Lung Team Treating Patients with COPD at High Risk of Exacerbation: A Randomized Controlled Trial, COPD: Journal of Chronic Obstructive Pulmonary Disease, DOI: 10.1080/15412555.2021.1898577
Flere oplysninger
Birgit Refsgaard, Klinisk sygeplejespecialist, ph.d., cand.cur., MLP, Lungesygdomme, Aarhus Universitetshospital, Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, Tlf. 2388 2332
Mail: birgiver@rm.dk