27.05.2021

Byggeorganisationen vurderede onsdag aften 26. maj, at selvom der er gode fremskridt i færdiggørelsen af byggeriet, så er der fortsat udeståender, der gør, at den nuværende flyttetidsplan fra 13. september til 31. oktober ikke holder.

Summen af udeståender relaterer sig til et relativt stort antal fejl, mangler og forsinkede arbejder. Dette hindrer udstedelse af myndighedstilladelser i rette tid til, at den nødvendige klargøring, idriftsættelse og installation af hospitalsudstyr kan forsvares at være på plads og testet til 13. september 2021.

Hertil kommer en række kritiske forhold vedrørende sikkerhedsforanstaltninger i sammenhæng med brand- og myndighedsgodkendelse. Konkret er der tale om tekniske forhold, der knytter an til brandtrapper og branddøre samt logistiksystemer i form af affald - og linnedsug og AGV transporter.

Det er på den baggrund desværre nødvendigt at udskyde indflytningen.

I de kommende uger vil der være fokus på planlægning af  færdiggørelse af udeståender i byggeriet, herunder brandtekniske analyser. Sigtet er, at byggeprojektet opnår den fornødne robusthed og sikkerhed, der hører til et højteknologisk og nyt hospital.

Der arbejdes på at afklare forskellige scenarier for en justeret flytteplan. Et af scenarierne rummer fortsat muligheden for en flytning i perioden oktober-december 2021, og derfor fortsætter personalet de nuværende flytteforberedelser, herunder træning og test af nye funktioner og arbejdsgange.

Regionsrådet bliver forelagt en revideret tidsplan for flytningen inden udgangen af juni.

Flere oplysninger

  • Poul Michaelsen, Hospitalsdirektør, tlf. 2137 5007