05.05.2021
Aarhus Techs overvejelser om at lukke Aarhus Gymnasiums stx-udbud i Tilst, skaber ikke grundlag for at ændre på kapaciteten på Aarhus Gymnasium, fastslår regionsrådet. Rådet udtrykker samtidig håb om, at tilbuddet i Tilst videreføres.
Bestyrelsen på Aarhus Tech har oplyst, at den påtænker at nedlægge Aarhus Gymnasiums stx-tilbud i Tilst med virkning fra det kommende skoleår. Bestyrelsen mener ikke, at det er muligt at opretholde et bæredygtigt tilbud i Tilst med den nuværende kapacitet på 5 stx-klasser, når stx-tilbuddet på Aarhus Gymnasium, Dollerupvej lukker. Ifølge bestyrelse på Aarhus Tech træffes endelig beslutning i løbet af næste uge.
Planen ærgrer regionsrådet, der dog ikke ser noget grundlag for at ændre sin indstilling af kapacitet på Aarhus Gymnasium – herunder lukningen af stx-tilbuddet på Dollerupvej, som 22. april blev godkendt af børne- og undervisningsministeren.
Det fremgår af et høringssvar, som tirsdag aften blev vedtaget på et ekstraordinært regionsrådsmøde.
Aarhus Tech skal i henhold til lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse indhente høringssvar fra regionsrådet forud for en eventuel nedlæggelse. I den forbindelse har Aarhus Tech specifikt spurgt politikerne, om ministerens afgørelse ændrer regionens indstilling til elevfordeling og kapacitet i Aarhus. Det er altså ikke tilfældet.
- Regionsrådet har lagt stor vægt på, at der kan opretholdes et godt stx-tilbud i Tilst. Vi vurderer, at det kan lade sig gøre med den nuværende kapacitet, og det håber jeg også, at bestyrelsen på Aarhus Tech ender med at beslutte, siger regionsrådsformand, Anders Kühnau (S).
Alle ansøgere får plads
Hvis Aarhus Tech fastholder sin beslutning om at nedlægge tilbuddet i Tilst, ser administrationen i Region Midtjylland to mulige scenarier for de berørte elever.
Enten skal de fordeles til de øvrige gymnasier i fordelingsudvalg Øst. Det vil kræve, at kapacitetslofterne på gymnasierne i Aarhus området ophæves. Eller andre institutioner kan overtage udbudsgodkendelsen fra Aarhus Tech og dermed drive uddannelsesudbuddet videre.
- Det er trist, at eleverne nu er fanget i en usikker situation, og det optimale vil naturligvis være, at tilbuddet videreføres i sin nuværende form. Men uanset hvad Aarhus Tech beslutter, så vil der blive fundet en løsning, så ingen af de unge, der har søgt om en stx-plads kommer til at stå uden, siger Anders Kühnau.
Med ministeriets godkendelse af kapaciteten for skoleåret 2021/2022 har Aarhus Gymnasium, Tilst en kapacitet på 5 stx klasser, 2 HF klasser og 2 PreIB klasser. Aarhus Tech mener, at et levedygtigt stx-tilbud i Tilst kræver 6 stx-klasser.
Jacob Isøe Klærke (SF) stemte imod vedtagelse af høringssvaret. SF mener, at der bør fastsættes en fremadrettet kapacitetsfordeling i Aarhusområdet, der er tilstrækkelig til at sikre bæredygtige gymnasier i alle dele af Aarhus. Det finder SF ikke, at den aktuelle kapacitetsfordeling gør.
Læs dagsordenen fra det ekstraordinære regionsrådsmøde og det vedtagne høringssvar her:
https://www.rm.dk/politik/regionsradets-moder/dagsordener/
Flere oplysninger
- Regionsrådsformand Anders Kühnau (S), kuhnau@rr.rm.dk
- Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på rm.dk/politik/regionsradsmedlemmer