Samfundsformerne: Unge inviteres til at forme Midtjylland
03.05.2021
38 unge i alderen 18-25 år får nu chancen for at samarbejde med Region Midtjylland om dagsordner, som de unge er optagede af, og selv er med til at sætte. Det kan være om alt fra sundhed over klima til uddannelse. De unge "samfundsformerne" bliver fx inviteret til at deltage i paneler, workshops og udvikling af konkrete løsninger, der kan præge beslutningerne i regionsrådet.
En 72 timers dannelsesrejse om at være samfundsformer, introduktion til demokratiske processer og til praktiske værktøjer. Alt sammen noget de unge kan bruge til at præge den offentlige debat eller til rent praktisk at sætte noget på en dagsorden, som folkevalgte kan beslutte.
Det er noget af det, der venter de 38 unge, som regionsrådet har besluttet at invitere til at udgøre Region Midtjyllands første hold af "Samfundsformerne". Projektet er målrettet de 18-25-årige fra hele den midtjyske regionen.
- Nu håber vi, at mange unge har lyst til at blive samfundsformer. Det er en unik mulighed for at komme med i et fællesskab og lære om demokratiet og mulighederne for indflydelse. Mange af regionens fagområder lader til at interessere de unge – ikke kun sundhed, men også klima, mobilitet, kultur, uddannelse og landdistrikter. Så det bliver spændende at se, hvilken retning og aftryk de unge sætter på Midtjylland og også vores arbejde i regionsrådet, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Dialog om de unges dagsordener
"Samfundsformerne" skal sikre, at nogle af de samfunds-udfordringer, der kalder på de unges refleksion og kreativitet kommer på dagsordenen. Emnerne kan fx være miljø, cirkulær økonomi, klima, kollektiv transport, by- og landdistrikter, sundhed, psykiatri, kultur og uddannelse.
Samfundsformerne forventes at inddrage andre unge fx på deres uddannelser, i deres netværk og i ungemiljøet - og så bliver der et samspil med regionsrådet.
- Vi vil løbende bede om de unges perspektiv på aktuelle politiske sager, og jeg håber, de unge samfundsformere vil bidrage med deres idéer, når regionen har behov for det. Hvad der ellers skal på dagsordenen er op til de unge. Samfundsformerne får altså serveretten til at sætte emner på dagsordenen gennem møder, de selv inviterer til, siger Jørgen Nørby (V), formand for Udvalget for Regional Udvikling.
Ansøgning til "Samfundsformerne"
Alle i aldersgruppen bosiddende i Region Midtjylland kan søge om at komme med i projektet. Der vil blive optaget nye medlemmer årligt, da der helt naturligt vil være løbende udskiftning.
Der skal sendes en ansøgning senest den 16. juni. I ansøgningen skal de unge begrunde, hvorfor de gerne vil være samfundsformer. Læs mere og ansøg på samfundsformerne.rm.dk.
Fakta om Samfundsformerne
- Samfundsformerne handler om at lære 18-25-årige, hvordan man kan være samfundsformer og give dem værktøjerne til at sætte en samfundsrelevant dagsorden.
- De unge inviteres på en 72 timers dannelsesrejse, deltagelse i paneler, workshops, idéprocesser og meget andet.
- De unge samfundsformere bliver en del af alumne-netværket "Samfundsformerne", som skal vokse med 38 hvert år.
- Der er ansøgningsfrist til Samfundsformerne (alumne 21/22) den 1. august 2021. Dannelsesrejsen går til Weimar i Tyskland den 19.-22. august 2021.
- Læs mere om ansøgningsprocessen på rm.dk
- Samfundsformer-projektet blev vedtaget af regionsrådet den 28. april.