21.05.2021
Region Midtjylland har per 20. maj modtaget ca. 65.700 doser vaccine mod Covid-19 til brug i uge 21.
De ca. 62.000 doser Pfizer- og 3.700 doser Modernavaccine skal primært bruges på at vaccinere inviterede borgere, der endnu ikke er vaccineret (1. stik).
De yngste, der nu er inviteret til vaccination i Region Midtjylland tilhører de ældste årgange i målgruppen 50-54 årige. De er født i 1967 og 1968.
Borgere født i årgangene 1969, 1970 og 1971 kan forvente at blive inviteret de kommende dage. Derefter inviteres målgruppe 10 d 1: borgere på hhv. 16-19 år og 45-49 år.
De yngste og de ældste årgange af begge aldersgrupper kan vente at blive inviteret i løbet af de kommende uger.
Hvem er nu vaccineret?
I Region Midtjylland er ca. 244.000 borgere færdigvaccinerede per 20. maj. Det svarer til 18,3 % af regionens borgere. Ca. 379.000 borgere (28,4 %) har fået den første af to vaccinedoser.
Nye retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen ventes at betyde, at vaccinestederne i Region Midtjylland får færre restvacciner til folk, der skriver sig op til en restvaccine.
Det skyldes at holdbarheden på vacciner, der er opbevaret korrekt, nu er længere end først vurderet af myndighederne (nu 30 dage, før 5 dage).
Vaccinestederne vil derfor sjældnere stå med vaccinedoser, de skal kassere, hvis dosis ikke kan bruges, inden dagen er omme.
Nyt tiltag i Aarhus
I tre boligområder i Aarhus Kommune, hvor vaccinationstilslutningen er lav, vil region og kommune som forsøg oprette lokale midlertidige vaccinationstilbud i dagene 25., 26. og 28. maj (uge 21).
Aarhus Kommune vil kontakte borgere, der er inviteret til vaccination, men endnu ikke har booket tid eller er vaccineret. Kommunen vil informere dem om de lokale vaccinationsmuligheder. Planen er at tilbyde vaccination uden tidsbestilling, for at undersøge, om det får flere til at tage imod vaccinetilbuddet. Borgere, der benytter sig af tilbuddet, får tid til deres 2. stik lokalt.
Kommune og region forventer at udvide med yderligere 1-2 vaccinetilbud i boligområder i Aarhus i uge 22.
Fakta
- I Region Midtjylland er ca. 244.000 borgere færdigvaccinerede per 20. maj. Det svarer til 18,3 % af regionens borgere. ca. 379.000 borgere, 28,4 %, har fået den første af to vaccinedoser.
- Region Midtjylland har per 20. maj modtaget ca. 65.700 doser vaccine mod Covid-19 til brug i uge 21.
- Vaccinerne skal bruges på at vaccinere borgere i de målgrupper, der nu er inviteret til vaccination. De yngste inviterede borgere i regionen er født i 1967 og 1968.
- Borgere født i årgangene 1969-1971 kan forvente at blive inviteret til vaccination i løbet af de kommende dage.
- De yngste og de ældste årgange af målgruppe 10 d 1 i alderen hhv. 16-19 år og 45-49 år kan vente at blive inviteret til vaccination i løbet af de kommende uger.
- I tre boligområder i Aarhus kommune, hvor vaccinationstilslutningen er lav, vil region og kommune som forsøg oprette lokale midlertidige vaccinationstilbud i dagene 25., 26. og maj (uge 21).
Kontakt
- Regionsrådsformand Anders Kühnau (S)
- Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer