23.03.2021
24. marts: Verdens Tuberkulose Dag
Ved at give point efter en dansk-udviklet score, kan man finde flere patienter med tuberkulose (TB) og sikre tidlig behandling af en af verdens mest dødelige sygdomme.
Den 24/3 var dagen, hvor Robert Koch i 1882 bekendtgjorde, at han havde påvist, at tuberkulose skyldes en bakterie, Mycobacterium Tuberculosis, hvilket han fik Nobelprisen for. Siden har vi markeret dagen som World Tuberculosis Day, hvilket i år bliver uden store faglige arrangementer, fordi vi står midt i en pandemi.
Men verden har i årtusinder stået midt i en tuberkulose pandemi, og antallet af døde pga. tuberkulose i 2020 var tæt på antallet af døde med COVID-19: Hvert år rammer TB mere end 10 millioner, hvoraf 1,3 mio. dør, og dermed var tuberkulose den infektionssygdom, der dræbte flest, før COVID-19 kom til.
Et nyt studie fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet har vist, at det er muligt at øge andelen af syge, der kommer til undersøgelse, som får stillet diagnosen TB, og derfor får mulighed for at komme i behandling. Det er notorisk svært at få identificeret alle dem, der reelt har TB og behov for behandling, dels fordi de diagnostiske metoder ikke er så følsomme, dels fordi mange lavindkomstlande med høj forekomst af TB har dårligt fungerende sundhedssystemer med utilstrækkeligt uddannet sundhedspersonale.
Et stort internationalt forsøg, ledet af en dansk gruppe og finansieret af Novo Nordisk Fonden, har nu vist, at en simpel algoritme, der sørger for, at sundhedspersonalet undersøger alle, der mistænkes for TB iht. en standardiseret protokol og lægger symptomer og fund sammen i en score, kan øge antallet af patienter diagnosticeret med TB op til 4-fold, hvis det er muligt at sikre at de, der bliver henvist også bliver undersøgt relevant for TB.
Forskerne har anvendt Bandim TBscore, som er en metode til at beskrive, hvor alvorligt syg man er af TB. Den er blevet anvendt på alle som kom på et sundhedscenter med symptomer, der kan skyldes TB, og hvis de havde 3 point eller mere på scoren, blev de henvist til mikroskopi af opspyt. Forsøget kørte i to afrikanske lande, Guinea-Bissau og Etiopien, hvor man først noterede, hvordan det foregik på sundhedscentrene uden brug af TBscore algoritmen, og gradvist indførte den på flere og flere sundhedscentre. I Etiopien var man i stand til at undersøge mange flere i takt med, at flere blev henvist, og der så man, at andelen af mistænkte, der fik påvist TB, steg fra 1% til 4%.
- Studiet er med til at understrege, at hvis man finder frem til de, det er relevant at undersøge, og sørger for, de bliver undersøgt, så kan man rent faktisk finde flere med tuberkulose og sørge for, de får relevant behandling, siger Christian Wejse, der er afdelingslæge på Aarhus Universitetshospital og lektor ved Aarhus Universitet.
WHO estimerer, at det på verdensplan kun er omkring 70% af alle TB tilfælde, der bliver fundet og dermed får chancen for at få behandling, i mange afrikanske lande er det 30-40%. Det er derfor væsentligt, at der med Bandim TBscoren er en simpel metode til at øge dette antal uden brug af dyr og kompliceret teknologi. Det kan potentielt få stor betydning for, hvor mange der får påvist TB og dernæst kommer i behandling, hvilket vil kunne sænke en del af den dødelighed, som skyldes udiagnosticeret og ubehandlet TB.
Bag om forskningsresultatet:
Studietype: Randomiseret klinisk forsøg i to afrikanske lande.
Samarbejdspartnere: Linköpings Universitet
Ekstern finansiering: Novo Nordisk Fonden
Interessekonflikter: Ingen
Læs den videnskabelige artikel:
Rudolf F, Abate E, Moges B, Mendes AM, Mengistu MY, Sifna A, Fekadu H, Bizuneh S, Schön T, Wejse C. Increasing smear positive Tuberculosis detection using a clinical score – A stepped wedge multicenter trial from Africa. Int J Infect Dis 2021 March 24
https://www.ijidonline.com/article/S1201-9712(21)00259-9/pdf
Yderligere oplysninger:
Christian Wejse, speciallæge i infektionssygdomme, Aarhus Universitetshospital og lektor i Global Sundhed, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet
Tlf. 519 44 519
E-mail: wejse@ph.au.dk